I oktober 2023 blev miljøzonekrav i kommunerne København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg udvidet til også at gælde dieselpersonbiler.
Miljøzonerne betyder, at der et maksimum på, hvor mange kvælstoffer din bil må udlede. Knap et år efter udvidelsen af kravene var antallet af dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, faldet med 34 procent.
Så mens der på landsplan kørte 63.000 personbiler, der ikke levede op til kravene, rundt på diesel i august 2023, kørte der 41.300 i september 2024.
Faldet er del af en generel nedadgående udvikling i antallet af dieselbiler uanset udledning.
”Antallet af dieselbiler har været faldende siden midten af 2020, men især nedgangen i dem med høj kvælstofudledning har taget fart siden udvidelsen af miljøzonerne til personbiler i København, Odense, Aarhus og Aalborg,” siger Søren Dalbro, der er konsulent i Danmarks Statistik, ifølge en pressemeddelelse.
Faldet i antallet af disse dieselbiler skal ses i lyset af, at antallet af biler på de danske veje har været stigende. Især elbiler har gjort deres indtog i den danske bilpark.
I perioden august 2023 til september i 2024 er antallet af personbiler steget med 34.700 til knap 2,9 millioner.
Bag denne udvikling gemmer sig fald i antallet af benzin- og dieselbiler på henholdsvis 46.800 og 68.200 og en stigning i antallet af elbiler og pluginhybrider på henholdsvis 139.600 og 10.000.
Faldet er størst i de store byer
Faldet i antal dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, kan især ses i de store byer, hvor disse biler ikke må køre på vejene.
I kommunerne København og Frederiksberg er antallet faldet med henholdsvis 71 og 72 procent, mens faldet i Odense, Aarhus og Aalborg er henholdsvis 61, 52 og 48 procent.
Generelt er antallet af dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, faldet i alle landets kommuner. Faldet er mindst i Jylland, på Bornholm og på Lolland, og kommunen med den mindste tilbagegang på 19 procent er Fanø Kommune.
”Det giver god mening, at faldet er størst i de kommuner, hvor man ikke længere må køre i sin bil i byen. Men vi ser altså et fald i alle kommuner. Også i de kommuner, der ligger langt fra byer med miljøzoner,” siger Søren Dalbro.
Biler, der ikke lever op til kravene, er fra...
Langt hovedparten af de 41.300 dieselbiler, der i september 2024 var euronorm 1-4 og ikke havde et partikelfilter, er registreret første gang i 2001-2010.
Heraf er næsten 15.000 af bilerne registreret i 2007 eller 2008.
”Fra d. 1. januar 2011 blev Euronorm 5 indført for dieselbiler, og biler registreret herefter lever derfor i høj grad op til miljøzonekravene,” forklarer Søren Dalbro.
Lidt over 300 dieselbiler uden partikelfilter og med Euronorm 4 eller derunder er registreret siden 2011. De er sandsynligvis importeret som brugte. Der findes stadig 1.870 dieselbiler fra før 1994 og uden partikelfilter i landet.
Herunder kan du se en liste over, hvilke årgange, der ikke lever op til de nye krav.
![](https://d28ku8nzmkcjr6.cloudfront.net/library/sk%C3%A6rmbillede_2025-02-06_073634.png)
Kilde: Særkørsel