Forårssolen har meldt sin ankomst, og fuglene synger for fulde gardiner.
Det får mange bilister til at overveje, om det ikke snart er tid til at smide vinterdækkene og køre sommeren i møde på andre hjul.
Dog skal man være lidt påpasseligt, for svaret er ikke helt så ligetil, som man måske skulle tro.
Her skal du skifte
Anbefalingerne er ganske klare, mens reglerne er ikkeeksisterende.
I Danmark må man nemlig selv bestemme, om man kører på sommerdæk om vinteren eller omvendt, men det er ikke nødvendigvis en god ide.
Lige nu kører mange danskere rundt på vinter- eller helårsdæk, men er det på tide at skifte? Hos GC Autoteknik i Thisted råder man kunderne til at udskyde dækskiftet lidt endnu.
"Vi anbefaler, at folk giver det en uge eller to mere, fordi der stadig er nattefrost," siger værkstedets indehaver, Christian Gravesen.
Det skriver TV Midtvest.
Skifter man til sommerdæk for tidligt, risikerer man, at dækkene mister grebet i de kolde morgentimer. Sommerdæk er designet til varmere temperaturer og har en anden gummiblanding end vinterdæk.
Når temperaturen falder til under fem grader, bliver de hårdere og mindre effektive, hvilket kan gå ud over både bremseevne og vejgreb.
Tommelfingerregel
Mange bilister vælger at skifte dæk inden påske, men det er ikke nødvendigvis den bedste idé.
Ifølge Christian Gravesen er der en bedre måde at vurdere det på: "Når gennemsnitstemperaturen ligger stabilt mellem fem og syv grader, så er det tid."
Så selvom solen skinner, gør du klogt med at vente lidt endnu med at skifte dæk.