Knap 300.000 danske bilister gør det: Nu kan lovændring blive en realitet

Biler
Foto: Shutterstock
Inden længe kan det være ulovligt.

Lige nu læser andre også

Hver tiende personbil – svarende til 283.000 af den totale personbilsvognpark, kørte i uge 4 på sommerdæk.

Det betyder, at selvom vi har haft en lang vinter med sne og is, så har det stadig ikke fået de sidste 10 procent til udskifte sommerdækkene.

Regeringen har igangsat en analyse, som skal afdække, om der er er behov for lovkrav om vinterdæk, som man har det i vores nabolande.

Rådet for Større Dæksikkerhed, repræsentanter fra Dækimportørforeningen og FDM har kontrolleret dæk på parkerede personbiler på en række offentlige parkeringspladser rundt om i Danmark, og det landsdækkende resultat er rimelig entydigt.

Flest biler på vinterdæk, fulgt af næstflest på helårsdæk og på trods af vintervejret en stadig for stor andel på sommerdæk.

Sådan skriver Dækbranchen Danmark i en pressemeddelelse.

Ikke som forventet

”Inden dæktællingen havde vi en klar forventning om, at finde færre biler på sommerdæk end de foregående år, netop fordi denne vinter begyndte tidligt. Vi må dog konstatere, at det, på trods af at det især denne vinter har været direkte uansvarligt, er den samme andel personbiler på sommerdæk, som i de ”grønne” vintre. Vi kan kun undre os over, at man som bilist sætter egen og andres sikkerhed på spil,” siger Volker Nitz, Rådet for Større Dæksikkerhed.

Bedst i Vestdanmark og på Bornholm

Andelen af biler på vinterdæk er fortsat størst i det jyske, hvor helårsdæk i øst i forhold til 2023 vinder frem på bekostning af vinterdæk og sommerdæk.

Det er dog fortsat anbefalingen at køre med sæsonbestemte dæk, hvilket de fleste heldigvis stadig gør. Men til de bilister, som fortrinsvis kan køre på ryddede og saltede veje kan snefnugmærkede helårsdæk anvendes som et kompromis.

Denne vinter har dog vist, at rigtige vinterdæk – og især også på de tunge køretøjer, havde været at foretrække i længere perioder rigtig mange steder i Danmark.

Grundlag for lovgivning skal undersøges

Det er bebudet, at det skal undersøges om der er grundlag for et lovkrav om brug af vinterdæk i Danmark. Det er et uomtvisteligt faktum, at sommerdæk er utilstrækkelige i vinterføre, og at samme dæktype også giver længere bremselængde på kolde og våde veje.

”Når størsteparten af de danske personbilsbilister år efter år er ansvarsbevidste og dømmer sommerdæk ude i vinterhalvåret, så kan det undre os meget, at modstanden i relation til et lovkrav er så stor fra beslutningstagernes side. Det burde ud fra en sikkerheds- og mobilitetsmæssig betragtning være i alles interesse, at det bedst mulige vejgreb opnås på alle køretøjer,” konkluderer Volker Nitz.

Fakta om dæktællingen i januar 2024 (tallene er afrundet):

  • Personbiler med vinterdæk: Øst 74 % - Vest 79 % - Hele landet 77 % = ca. 2.178.000 biler.

  • Personbiler med helårsdæk: Øst 15 % - Vest 13 % - Hele landet 13 % = ca. 368.000 biler.

  • Personbiler med sommerdæk: Øst 11 % - Vest 8 % - Hele landet 10 % = ca. 283.000 biler.

Anbefalet til dig