Hvis du også har stirret på en p-afgift med frustration og tænkt "hvad skulle jeg ellers have gjort?", så er du ikke alene.
Morten Boris Højgaard er blevet et nyt ansigt i debatten om parkeringsbøder, efter han nægter at acceptere en bøde, han fik i Odense.
På billeder fra hændelsen ses Mortens Audi stikke lidt ud over den afmærkede bås. Men som han selv siger til TV 2 Fyn:
"Jeg kunne jo ikke holde anderledes".
Den bil, der holdt bag ham, var også placeret uhensigtsmæssigt – og havde ligeledes fået en bøde.
Morten mener, at situationen var så åbenlys og uundgåelig, at bøden på 915 kroner burde falde ind under bagatelgrænsen.
Bilen er desuden for bred til båsen, påpeger han.
Han er langt fra den eneste, der raser over parkeringsforholdene i byen.
TV 2 Fyn har talt med flere bilister, der oplever, at Q-Parks vagter er for ivrige med bødeblokken – særligt på pladser, hvor det er fysisk svært at holde korrekt.
Flere af disse parkeringsarealer er anlagt af Odense Kommune.
Q-Parks administrerende direktør, Alex Pedersen, afviser dog kritikken.
Han understreger, at vagterne ikke er aggressive, men blot forsøger at sikre, at flest mulige biler kan finde en plads ved at sørge for korrekt parkering.
"At én bilist holder uhensigtsmæssigt giver ikke andre ret til at gøre det samme," siger han til TV 2 Fyn.