Efter seks ugers intens kamp og strejke for en overenskomst på Teslas værksteder i Sverige har IF Metall anmodet om støtte fra 3F Transport. Derfor tilslutter 3F Transport sig nu konflikten og etablerer sympatikonflikt.
Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.
”IF Metall og de svenske arbejdstagere kæmper lige nu en ufattelig vigtig kamp. Når de beder om vores støtte, bakker vi naturligvis op. Ligesom virksomhederne er fagbevægelsen global i kampen for at beskytte arbejdstagerne. Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla. Vi håber naturligvis, at de kommer til forhandlingsbordet hurtigst muligt og tegner overenskomst”, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.
”Selvom man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her. Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Derfor tager vi nu de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår”, siger Jan Villadsen.
Alle medlemmer af 3F Transport bliver omfattet af sympatikonflikten. Det betyder konkret, at havnearbejdere og chauffører ikke vil modtage og transportere Teslas biler, der skal til Sverige.
Der har tidligere været spekulationer, om Tesla ville levere deres biler til danske havne og transportere dem på lastbiler til Sverige, efter at svenske havnearbejdere blokerede for modtagelse af Tesla-biler i Sverige. Med sympatikonflikten er den model ikke længere mulig.
3F Transport afsendte sit sympatikonfliktvarsel til Dansk Arbejdsgiverforening mandag den 4. december 2023.