Det er let nok at regne ud, at en stor benzinsluger med otte cylindre ikke ligefrem er sparsommelig. Sværere bliver det, når snakken falder på, hvor dyre bilerne egentlig er at holde kørende på den lange bane.
Den opgave har det tyske teknologifirma Carly forsøgt at løse. De laver udstyr til bil-diagnostisering for private, og har haft adgang til store mængder data fra tusindvis af biler.
På baggrund af det har de kortlagt de gennemsnitlige udgifter til reparationer for en række populære bilmærker og -modeller.
Det skriver Topgear.
Konklusionen er tydelig.
De tyske luksusmærker ligger i toppen, når regningerne bliver gjort op. BMW er den dyreste i drift, tæt fulgt af Audi og Mercedes. Det er biler med masser af udstyr, høj ydelse og avanceret teknologi, og alt det bliver hurtigt en dyr fornøjelse, når noget skal skiftes.
Undersøgelse behandler data fra otte bilmærker: BMW, Audi, Mercedes, Volkswagen, Ford, Hyundai, Skoda og Opel.
Tallene viser, at en gennemsnitlig BMW-ejer må punge ud med omkring 8.570 kroner per reparation. For Audi og Mercedes ligger beløbet lidt lavere, men stadig væsentligt over gennemsnittet.
På modelniveau topper BMW 5-serien listen med 11.360 kroner i gennemsnit pr. værkstedsbesøg. Overraskende nok sniger den lille Audi A1 sig ind som nummer to, trods sin beskedne størrelse.
I den anden ende finder man mærker som Hyundai, Skoda og Opel. De holder sig til mere jordnære teknologier og koster i gennemsnit betydeligt mindre at holde kørende. En Opel-ejer slipper typisk med under 2.980 kroner per reparation.
Der mangler dog visse spillere i analysen. Kendte driftssikre mærker som Toyota og Honda er ikke med, og det samme gælder de helt dyre luksusmærker.
For hvor dyrt er det egentlig at holde en Maserati kørende i regnfulde hverdage?
For bilejere med præference for brugte luksusbiler er konklusionen klar. Det første værkstedsbesøg kan hurtigt gøre det tydeligt, at købssummen kun er begyndelsen.