Det er både dyrt og besværligt, hvis bilen ikke bliver godkendt til syn - især hvis det er noget, du selv kunne have klaret på forhånd.
Derfor kan det godt svare sig at bruge lidt tid på vigtige småting, der har betydning for godkendelsen, inden du møder op i synshallen.
Tekniker hos dækproducenten Bridgestone, Christian Jensen, gennemgår nu, hvad du selv kan gøre for at få bilen glat igennem det periodiske syn.
1. Tjek bilens lygter
Positionslys, nærlys, fjernlys, tågelygter, baglys, baklys, stoplys og nummerpladelys skal tjekkes. Du kan med fordel selv skifte pærer, hvis det er nødvendigt.
Undersøg om glasset er intakt på alle lygter og få det skiftet, hvis der er revner eller huller - ellers kan der trænge fugt ind.
2. Dækkene
Derudover skal du få målt mønsterdybden på dine dæk.
Den skal som minimum være 1,6 mm eller det, der svarer til tykkelsen på en tændstik. Er mønsterdybden under de lovpligtige 1,6 mm, betyder det omsyn og køreforbud.
Du kan tjekke mønsterdybden med en mønsterdybdemåler - mål i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Husk at måle alle fire dæk.
Her hejser Christian Jensen flag for, at nok kan du gå gennem synet med 1,6mm mønsterdybde, men skal du have optimal sikkerhed på især våde veje, anbefaler han minimum 4 mm for vinterdæk og 3 mm for sommerdæk.
3. Åben og luk
Åbn og luk alle døre, bagagerummet og motorhjelmen.
De skal køre helt smidig - ellers må du i gang med smørekanden. Husk dertil også, at låsene skal være i orden.
4. Synet må ikke forstyrres
Der må ikke sidde klistermærker eller sugekopper inden for vinduesvisker-feltet, og ruden skal naturligvis være til at se igennem.
Det vil sige, at der ikke må være stenslag eller ridser i forrudens synsfelt, der forringer udsynet.
5. Sprinkler og vinduesviskere
Virker vinduesviskerne, og er der sprinklervæske på?
Selv ved så 'lille' en forseelse som manglende sprinklervæske risikerer du en betinget godkendelse.
6. Skruer og et dyt
Tjek til slut om bilens nummerplader er skruet ordentligt fast og giv lige et dyt i hornet. Det skal nemlig virke, højt og klart.
7. Stelnummeret
Undersøg tilmed om stelnummeret er til at læse.
Er det ved at ruste væk, kan du prøve at rense det med en stålbørste. Hvis det er fuldstændig ulæseligt, skal du have fat i Motorkontoret eller Skat for at få tilladelse til at indgravere et nyt.