Forestil dig, hvis TikTok eller Instagram var en ting, da du var barn.
Måske dine forældre ville have delt billeder og videoer af dig i massevis på disse platforme. Det kan være billeder, der stammer fra en lur i tremmesengen eller en video af, at du plasker rundt i badekarret.
Forestil dig, hvordan du ville have det i takt med, at du blev ældre, og opdagede de mange barndomsbilleder på internettet. Billederne ville ikke blot kunne ses, men desværre også misbruges.
Hvordan ville du have det med det? Sandsynligvis ville du ikke have det specielt rart med det. Inderst inde ville du nok ønske, at indholdet aldrig var blevet delt i første omgang.
Dette har nu fået en kvinde til at dele en advarsel til forældre om at dele billeder og videoer af deres børn på de sociale medier.
"Ikke alt, der sker privat, skal deles offentligt," lyder det fra kvinden, der selv er mor, og går under navnet mom.uncharted på TikTok.
I hendes video advarer hun forældre om at dele billeder og videoer af deres børn. Hun advarer især om, at der deles indhold, hvor man kan se barnets ansigt.
Desuden mener hun, at forældrene bør overveje, om det er værd at udnytte sit barn eller sine børn til at få likes på de sociale medier.
I videoen deler hun ifølge New York Post fem spørgsmål, som alle forældre bør stille sig selv, inden de deler billeder af deres børn på nettet.
"Inden du deler billeder og videoer af dine børn på de sociale medier, skal du stoppe og tænker over, hvad du måske ignorerer eller går på kompromis med for likes," siger hun.
Der er tale om praktiske spørgsmål, men alligevel er det ikke noget, som alle forældre ville spørge sig selv om.
Først og fremmest beder hun forældre om at overveje, om de ville dele indholdet med en tilfældig person, de havde mødt på gaden.
Desuden opfordrer hun også til, at forældrene overvejer, om barnets jævnaldrende vil kunne 'udnytte' billedet eller videoen i fremtiden.
Hun siger også, at man som forældre bør tænke over, hvordan barnet selv ville have det, hvis det fandt billedet eller videoen på et senere tidspunkt.
Men det mest alvorlige er, at billederne kan blive udnyttet af pædofile. De kan ikke blot videredistribuere billederne, men kan også udnytte dem til at komme i kontakt med dit barn.
"Kan en pædofil bruge dette billlede på en ubehagelig måde? Eller bruge disse oplysninger til at få kontakt til dit barn?" siger hun.
"Og strider dette opslag imod dit barns tillid eller privatliv?"
I kommentarsporet er der mange, der roser kvinden for hendes opfordring til andre forældre. Det er nemlig ikke noget, som alle tænker over, inden de deler indhold på de sociale medier.
"Tak skal du have! Disse spørgsmål er geniale," skrev en person.
"God information at overveje," sagde en anden.
"Folk er ikke klar over, at disse børn bliver til teenagere, der er flove over at have deres børnebilleder offentligt tilgængelige," lød det fra en tredje.
"Min søn startede i en ny skole, hvor han blev mobbet. Andre børn gik ind på min Facebook-profil og kopierede billeder, som de drillede ham med," skrev en fjerde.