Så var det, man så mig komme gående ned ad Søndergade slæbende på et stort hjemmelavet træskilt råbende et slogan, jeg heldigvis har glemt i dag. Det var lidt akavet, må jeg indrømme. Det der med demonstrationer har jeg aldrig rigtig dyrket før, så det var lidt en overvindelse. Jeg var godt nok ikke alene. Heldigvis. Jeg var omgivet af mine kolleger, masser af dem. Det hjalp, men det kunne ikke helt fjerne min følelse af at være omtrent så meget på hjemmebane, som en guldfisk til en gudstjeneste.
En køretur med Bubber
Det er nu snart fem år siden. Året var 2013, og vi lærere var blevet lockoutet af vores arbejdsgivere, og jeg var vred. Nej, jeg var vel egentlig frustreret i min afmagt. Når man føler, at man er sat uden for indflydelse på ens egen situation, så gør det noget ved en. Det er lidt som at være passager i ens eget liv, og hvor chaufføren er Bubber: Skræmmende helt uden at være sjovt.
Nu, hvor konflikten lurer i horisonten, kommer en masse følelser tilbage. Først og fremmest kan jeg mærke et sug i maven over det store sorte hul, vi står og kigger ned i. En konflikt kan godt føles som et bungyjump ud i uvisheden, for man aner simpelthen ikke, om ens indsats ender med at give bonus, eller om man lander fladt på fjæset med et brag. Det er ude af mine hænder, og det har jeg det ualmindeligt svært med, kontrolfreak, som jeg er.
Lars Holmboe er en af Byens Stemmer. Han er 46, gift og far til tre. Han er lærer på Mølholm Skole og desuden debattør i både lokale og nationale medier. Her på Vejle24 tager Lars udgangspunkt i sit liv som fuldblodslærer og i sit engagement i arbejdet med faget. Eleverne og deres vej gennem junglen af valg og fravalg betyder meget for ham. Derudover spiller Lars Holmboe rockmusik på sin bas, og af og til bliver tanker om rytmer og toner også til ord.
Den følelse står ikke alene. Der er mange bekymringer, der dukker op. Hvad med mine elever? Hvad med deres afgangsprøver? Kan de nå at indhente det tabte? Hvad med mine naboer? Hvad tænker de om mig? Ser de mig også som en doven hund, der bare skal se at skrubbe i gang? Og, nå ja, hvad med min økonomi? Kan den holde til det pres, det kan være for mange at skulle undvære sin løn? I 2013 var det en hel månedsløn, det kostede os, og vi var mange, som måtte optage lån for at kunne klare os. Det er faktisk kun et halvt års tid siden, det endelig blev tilbagebetalt. Udsigten til at skulle til det igen kan godt fratage en modet. Det kræver i hvert fald en dyb indånding. Alligevel er jeg klar.
Fede lønforhøjelser til cheferne
Jeg er klar, fordi det godt kan tænde en ild i mig, at hvor min kamp koster mig blod, sved og kroner, så koster det ikke mine arbejdsgivere noget. Mig kostede det en månedsløn, mens min chef, borgmesteren, lige har fået en lønforhøjelse på 31%, og den får han lov at beholde under hele konflikten.
Er der så slet ikke noget fedt ved at være i konflikt? Jo! Sammenholdet med mine kolleger bliver cementeret i det skæbnefællesskab, vi oplever. Jeg havde egentlig aldrig helt forstået dem, der fiser ud og får lavet matchende tatoveringer, fordi de måske havde haft en fantastisk ferie i Lalandia sammen et år! Men jeg tror faktisk, jeg forstår det lidt bedre efter konflikten i 2013. Følelsen af at være sammen om noget større er fantastisk, ja, næsten vanedannende!
Ser I mig så endnu en gang promenerende op og ned ad gågaden i Vejle med skilte, budskabs-t-shirt og parolerne gjaldende mellem Kop & Kandes og Jensens Bøfhus’ udstillingsvinduer? Forhåbentlig ikke, men jeg er i hvert fald klar!