Et helt år med Skonnerten Martha

Af: Helge Rahbek

|

19/05/2018

Byens Stemmer
Foto: Niels Kobberø Andersen
I januar begyndte det at krible i fingrene på en stor flok medlemmer: Det gode skib Martha skulle gøres klar til sommerens sejladser.

Lige nu læser andre også

Denne vinter var der to store opgaver til vore træfolk: Der skulle laves nye bomme og pikke til begge master plus ny rundholt til det store topsejl.

Træet var blevet fældet og afbarket lige før jul, så det var nemt at gå til. Fremgangsmåden er følgende - først skæres de i firkant - derefter bliver de ottekantede - dernæst sekstenkantede, og går de i gang med at høvle dem runde. De mødes et par gange om ugen - og i løbet af et par måneder er de klar til overfladebehandling med linolie. Så går smedene i gang med at fremstille og montere diverse beslag, før de til sidst er klar til montering om bord.

Det andet projekt drejede sig om skipperkahytten, hvor der blev lavet en dør og et skylight i forbindelse med at genskabe den oprindelige indretning af skipperens domæne.

1800 meter tovværk

Den normale klargøring til sejlads drejer sig om gennemgang af alt det udstyr, der skal bringes ombord. Maling og anden overfladebehandling overalt på skibet; det drejer sig om mange kvm - så de laver det, de kan nå. Resten må laves under sejlads eller vente til næste vinter. Tovværk og blokke skal kigges efter for slitage og evt. nyt anskaffes.

Tovværket til håndtering af sejlene alene udgør ca. 1.800 løbende meter. Sejlene kontrolleres for slitage og evt. småskader - alene trækket på fokken ved almindelig god vind udgør mindst 6 - 8 tons!

Leif Byrgiel er formand for foreningen, der vedligeholder og sejler skonnerten Martha. Desforuden er han en af byens stemmer på Vejle24.

Maskinen og dæksmotorerne får også et gennemsyn og gøres klar til endnu en sæson. Elektrikerne laver de nødvendige udbygninger og omforandringer - Vi startede med to stik til mobiltelefoner og har vel nu ca. 20 - både til 220v og 12v. Vi skal på dette punkt glemme alt om tilbagevending til byggeåret 1900!

De tekniske apparater og andet grej til navigation bliver ligeledes holdt ved lige og opdateres. Redningsmidler og andet sikkerhedsgrej får også et eftersyn                  

Ophold i Middelfart                                        

Der er et utal af andre ting, som skal kigges efter i løbet af vinteren. Vi lejer en 25 meter lift, når udstyret til håndtering af sejlene skal op at hænge; samtidig bliver masterne smurt med linolie. Alle wirer og faste stag gennemgås og sikres, så vi kan være trygge under sommerens sejladser.

Beddingsopholdet foregik som sædvanligt i Middelfart, hvor skroget bliver skrabet, kalfatret, beget og til sidst malet både under og over vandlinien, samtidig bliver skruen, ventilerne og zinkklodserne gået efter og nødvendige reparationer udført.

Foråret byder på tre træningsture, hvor den første altid er forbeholdt skippere og styrmænd sammen med vort sikkerhedsudvalg. Skipperne bliver orienteret om vinterens arbejde og gennemgår skibet sammen med sikkerhedsudvalget. Til slut laves der en mangelliste, som skal laves før skibet frigøres til sejlads. De øvrige træningsture varer også en weekend, hvor vi uddanner vore besætninger for at sikre opfyldelsen af sikkerhedsreglerne.

Sejladser til Flensborg og Gdansk

Den første rigtige sommertur går til Sønderborg Kristi Himmelfartsdag, og dagen efter til Flensborg, hvor der er Rom Regatta. Det er en meget populær tur, hvor hele byen er med til beundre alle de gamle sejlskibe. Derfra sejler vi mod Helsingør, hvor årets TS-Pinsestævne afholdes. Det bliver meget festligt og fornøjeligt med et kæmpeprogram for alle de danske - små som store - gamle sejlskibe. Kravet for at kunne optages i Træskibssammenslutningen er - at skibet har sejlet som brugsfartøj. Det opfylder Martha til fulde, idet hun har sejlet som fragtskib i mere end 60 år.

Resten af sommeren sejler vi ugeture, hvor vi skifter besætning hver lørdag kl. 12. Den nye besætning rejser til byttehavnen og rejser hjem fra en ny havn lørdagen efter.

Årets sejlplan har Gdansk som yderpunktet og Fyn Rundt for gamle sejlskibe som fast bestanddel. Martha er i Vejle for en kort bemærkning til VILD MED VAND d. 25. - 26. august. Der er en hel del weekend-ture, hvor deltagelse i Aarhus festuge indgår; Vi har en del medlemmer som bor i området. Deltagelsen i Limfjorden rundt afslutter årets sejladser.

Alle er velkomne ombord

Martha er almindeligvis tilbage i Vejle omkring d. 20. september. Først i oktober rigger vi af dvs. at stort set alt løsøre ombord sættes på lager for vinteren. Derefter sættes vinter-overdækningen på, så den gamle dame er klar til endnu en vinter.

Den første lørdag i november afholder vi generalforsamling, hvor rammerne for næste sommers sejladser bliver lagt frem; det er så bestyrelsens opgave at lave sejlplanen til offentliggørelse d. 15. januar. Det er således ikke kun et spørgsmål om at sejle med skibet, men i allerhøjeste grad også at gøre det muligt.

Alle kan melde sig ind - ingen forkundskaber kræves - men man risikerer at blive smittet. Det er også legitimt at bruge skibet som ferieophold, hvor man møder en helt anden verden med fordele og ulemper!                                                         

Du kan læse Leif Byrgiels første beretning om Martha her. Du kan desuden læse mere om Martha og foreningen bag hende på hjemmesiden her.

 

Anbefalet til dig