Psykisk sygdom skyldes undertrykte følelser

Artiklen er opdateret den 13. november 2018

Jeg er tidligere psykiatrisk patient på Vejle Psykiatriske afdeling og fik i 1995 stillet diagnosen Skizo-affektiv psykose, der er en alvorlig psykiatrisk lidelse. Sygdommen indeholder mani-depressive træk, hvor man kan svinge imellem næsten urealistisk tro på egne evner for i næste øjeblik at ryge ned i mørkt hul af total opgivenhed og resignans. Primært bestod min sygdom dog af stærk og invaliderende angst i samværet med andre mennesker, der var forårsaget af svære forstyrrelser i den emotionelle (følelsesmæssige) kontakt.

I dag er mit liv vendt på hovedet og min angst næsten helt forsvundet. Den emotionelle kontakt er fin. Min bedring, der startede i midt 00´erne (ca. ti år efter min diagnose), skyldtes bemærkelsesværdigt nok ikke den medicinske behandling, jeg havde været underlagt siden min første indlæggelse i 1995, men derimod, at jeg begyndte at sætte ord på min angst og mit kaotiske følelsesliv sammen med en støtte-kontaktperson, jeg havde fået bevilliget af kommunen. At jeg begyndte at tale om mine forpinte følelser og lige så stille lod mig trappe ud af min medicin er årsagen til, at jeg i dag kan tage ud og holde foredrag rundt om i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet

Jeg ønsker at gøre op med myten om, at alvorlige psykiske sygdomme er kroniske og derfor kun kan behandles med medicin. I mine øjne har psykisk sygdom en årsag, der kan relateres direkte tilbage til kaos i følelseslivet. Dette følelses-kaos kan opstå enten ved undertrykkelse af egne følelser over en årrække, det kan være nedarvet eller kan opstå ved en traumatisk oplevelse (som for eksempel et seksuelt overgreb, forældres skilsmisse, pludseligt dødsfald af en nær pårørende eller deltagelse i krig) - også kendt som PTSD eller Post Traumatisk Stress. Når alle de undertrykte følelser pludselig udløses på en gang i individet, hvilket ofte sker ved en stress-påvirkning, så belastes sindet i voldsom grad - typisk med psykoser til følge. Psykiatriens forklaring af årsagen til psykisk sygdom har i årevis været, at den skyldes en "kemisk ubalance" i hjernen. Og det er da rigtigt, at man kan måle en "kemisk ubalance" i hjernen på patienter, der lider af en psykisk sygdom. Men man kan også måle en kemisk ubalance i hjernen, når et menneske for eksempel er forelsket, vred eller sorgfuld. Årsagerne til den "kemiske ubalance" er i alle tilfælde den samme. Den kemiske ubalance stammer fra følelseslivet.

I mit eget tilfælde var der tale om en dyb sorg, jeg havde båret på hele livet, men ikke forholdt mig til. Da jeg som 17-årig forelskede mig i en pige, blev dette indre følelseskaos udløst på en gang i mig, og jeg blev alvorlig psykisk syg og efterfølgende indlagt på et psykiatrisk hospital. En af de ting der undrede mig under min første indlæggelse var, at alle vi patienter, der var indlagt, modtog medicinsk behandling - og ingen af os var raske alligevel! Vi var stadig lige psykotiske, folk havde stadigvæk hallucinationer og mange hørte stemmer. Lægerne sagde, at medicinen var det eneste, der kunne hjælpe os, men den hjalp oftest overhovedet ikke – bortset fra, at den, ud over vores alvorlige sygdom, gav os en lang række ubehagelige og farlige bivirkninger både fysisk og psykisk.

Senere skulle jeg erfare, at det primære problem med medicinsk behandling er, at patienter, der får medicin, kun svært kan arbejde med deres følelsesliv og dermed komme sig fra deres sygdomme igen, fordi medicinen ”lægger låg” på følelserne. Det kan være svært at mærke sine følelser eller komme i kontakt med dem, når man får psykofarmaka (medicin til behandling af psykiske sygdomme). Det kan jeg personligt skrive under på efter at have taget psykofarmaka i mere end 20 år. Jeg levede groft sagt som en følelsesmæssig ”Zombie” og havde praktisk talt ingen kontakt til egne følelser som følge af den medicin, jeg fik. Derfor kunne jeg heller ikke blive rask fra min sygdom igen.

Forsøg blandt andet i USA bekræfter mine påstande om skadevirkninger ved psykofarmaka. Et forsøg i San Fransisco så tidligt som fra 1980´erne (Kilde: Läkertidningen 1982, nr. 37) viste meget overraskende, at svært psykisk syge, der blev behandlet med traditionel medicin forblev syge, modsat en tilsvarende gruppe, der blev behandlet helt uden at få medicin. Det overraskende i denne nye behandling uden psykofarmaka var, at stort set alle patienter kom sig fra deres sygdom eller blev helt raske igen.

Vi har også i Danmark haft et hospital, der i midt halvfemserne hjalp nogle af de mest psykisk syge patienter i landet. Hospitalet hed Skovhus og lå på Nykøbing Sjælland. Her blev patienterne behandlet med lidt eller ingen medicin, men til gengæld var samtaleterapi og omsorg i højsædet. Herudover arbejdede man med åbent kartotek og patienterne måtte som udgangspunkt læse deres egne journaler og herudover blev de pårørende inddraget som en naturlig del af behandlingen. Skovhus havde en helbredelsesprocent på 80 ud af 100 hvilket var og er fuldstændig uhørt i psykiatrisk regi – både i Danmark og i verden. Skovhus blev lukket i 2004 som ”følge af besparelser”.

Hvis psykofarmaka som hovedregel virkede, ville det være fint nok udelukkende at bruge denne type medicin til behandling af de svære psykiske lidelser. Det gør psykofarmaka desværre langt fra altid. Prøv at tag ud på de psykiatriske plejehjem rundt om i landet. Her finder man nogle af de hårdest ramte psykiskiatriske patienter i Danmark. Disse patienter, der i øvrigt skønne individer, er samtidig også nogle af dem, der får de højeste doser af psykofarmaka. Hvis psykofarmaka virkelig virkede på denne gruppe af patienter, hvorfor fortsætter disse patienter så med at være svært psykisk syge igennem resten af deres liv?

Uanset hvad man ellers måtte mene om behandling uden medicin i psykiatrien, så skal og må denne behandlingsform være et fast tilbud på alle psykiatriske hospitaler i Danmark. Selvfølgelig skal den medicinfri behandling være et tilbud sideløbende med den traditionelle medicinske behandling, for der er heldigvis også nogle patienter, der har gavn af den traditionelle behandling med medicin. Det må vi ikke glemme. Men vi må heller ikke glemme, at det desværre kun er den halve sandhed. Tusinder af nødlidende mennesker med alvorlige psykiske sygdomme lades i dag i stikken, når de ikke har nogen målbar gavnlig effekt af den traditionelle medicinske behandling, de modtager, og psykiatrien – helt ubegribelig - ikke har noget alternativ at tilbyde disse tusindvis af mennesker i nød.

At psykiatrien i årtier hårdnakket har holdt fast i psykofarmaka som primær behandling af psykiske sygdomme og har nægtet at se på alternative behandlingsformer, såsom medicinfri behandling, er mig en gåde. Hvis så blot den medicinske behandling havde haft en målbar gavnlig effekt på hovedparten af patienterne, ville man med rimelighed have kunnet forsvare denne ensidige behandlingsform. Men sådan er det desværrre bare ikke. Hele 4-6 procent af patienterne med de mest alvorlige psykiske sygdomme såsom bipolar, skizofreni og depression begår selvmord (Kilde: Videnskab.dk), EFTER de er startet i medicinsk behandling på et psykiatrisk hospital. Og mindst lige så skræmmende. Hele 10-20 gange så mange forsøger selvmord (Kilde: WHO).

Hvordan kan psykiatrien og psykiaterne i årtier have været vidne til denne ubegribelige tragedie på de danske hospitaler uden at have reageret? Især når man ved og har vist længe, at behandling uden medicin ofte viser langt bedre resultater end den traditionelle medicinske behandling, som psykiatrien i dag tilbyder? I Norge har man heldigvis taget konsekvensen og haft tilbud om medicinfri behandling siden 2016. I Lapland har man haft tilbud om medicinfri behandling i årevis og med stor succes. Helt uforståeligt bare ikke i Danmark.

Således fratager psykiatrien i Danmark med psykiaterne i spidsen det sidste håb for tusindvis af nødlidende, der befinder sig i den værste akutte livskrise, noget menneske overhovedet kan komme i, når de rammes af en altomfattende psykisk sygdom. En sygdom, der ikke bare påvirker dem selv på måder "almindelige mennesker" kun svært kan begribe – men som også påvirker de pårørende, der står hjælpeløst på sidelinjen og kun kan se til, imens deres elskede lades i stikken af et psykiatrisk system, der ikke kan, ikke vil eller ikke evner at indse, at den medicinske behandling, de giver, alt, alt for ofte slet ikke virker. Og endnu værre. I  4-6 procent af tilfældende har den traditionelle medicinske behandling desværre døden som sin følgesvend.

I al beskedenhed. Det er tid til et paradigmeskift i den danske psykiatri