Glædeligt nyt til disse hundeejere: Får det gratis ved dyrlægen fra 2024

Dyr
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Der er nu godt nyt til en række hundeejere.

Lige nu læser andre også

For mange hundeejere, der lever på gaden, kan en regning fra dyrlægen være helt uoverskuelig.

Derfor har Københavns Kommune siden 2022 givet økonomisk støtte til frivillige organisationer, der udfører sundhedstjek af hjemløses hunde.

Det skriver Københavns Kommune Socialforvaltningen i en pressemeddelelse.

Ordningen blev med budget 2024 sikret overlevelse i årene 2024 til 2027, og onsdag aften godkendte Socialudvalget fordelingen af den årlige støtte til de tre ansøgere: Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse og Gadejuristen.

De tre organisationer får tilsammen 507.000 kr. om året de næste fire år.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:
”For rigtig mange hjemløse hundeejere er hunden en trofast følgesvend og bedste ven. Jeg ved, at hvis valget står mellem aftensmad til sig selv eller mad til hunden, så er det ikke hundens mave, der knurrer, når de går til ro. Vi skal passe rigtig godt på de hjemløse, for de lever et på samme tid hårdt, men også sårbart liv, hvor hver en krone tæller. Når vi nu tilbyder gratis sundhedstjek til hjemløses hunde, så sikrer vi, at hundene har det godt, og at de hjemløse ikke skal spekulere over, hvor pengene til et dyrt besøg hos dyrlægen skal komme fra.”

Dansk Folkepartis gruppeformand, Finn Rudaizky, har gennem flere år arbejdet for bedre vilkår for hjemløse og specifikt for sundhedstjek af hjemløses hunde.

Finn Rudaizky (DF) siger:
”Da jeg under budgetforhandlingerne i september 2021 foreslog, at vi i København bør sikre sundhedstjek af hjemløses hunde, blev det mødt med lidt overbærende smil. Men usikkerheden gik hurtigt væk, og det vil jeg gerne takke for. Vi blev enige om, at hjemløses problemer med sundhed for deres hunde kræver en ekstra indsats. Heldigvis har vi i København seriøse foreninger, som kan sikre projektets gennemførelse. Nu kunne jeg godt tænke mig, at sundhedstjek af hjemløses hunde får en fast plads på hvert års budget.”

Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse, siger:
”Vi er utroligt glade for, at kommunen kan se en værdi i at sikre, at gadens folk også får dyrlægehjælp til deres hunde. Siden 2020 har Dyrenes Beskyttelse hjulpet de hjemløse og deres dyr gennem projektet hjemløsedyrlægerne, så vi er rigtig glade for denne bevilling. Med hjælp fra hjemløsedyrlægerne får de hjemløses hunde sundhedstjek og behandling af sygdom og skader, som kan opstå på gaden. De hjemløses dyr er det vigtigste, de har, og dyrene er med til at skabe tryghed for dem, der lever på gaden. Dyrenes Beskyttelse er der for alle dyr, og det gælder også dem, der lever med deres ejere på gaden.”

Fakta: Pulje til sundhedstjek af hjemløses hunde
Med Budgetaftalen2024 blev der afsat midler til en pulje til at hjælpe hjemløse hundeejere med deres udgifter til dyrlægeregninger og sundhedstjek af deres hunde.

Der blev afsat 600.000 kr. årligt i perioden 2024 til 2027 til en særpulje, hvor frivillige organisationer kan søge om midler til at understøtte hjemløse hundeejeres udgifter til dyrelægeundersøgelser og sundhedstjek af deres hunde. Puljen er afsat efter servicelovens § 18.

Tre frivillige foreninger har ansøgt om midler, og alle tre har fået tildelt det ansøgte beløb.

Dyreværnet får bevilget 250.000 kr. til sundhedseftersyn af hjemløses hunde.

Dyrenes Beskyttelse får bevilget 206.754 kr. til Hjemløsedyrlægerne.

Gadejuristen får bevilget 50.000 kr. til projektet ”Tid til Dyrlægen?”.

Med tilskud fra puljen kan foreningerne tilsammen nå ud til cirka 382* hjemløse hundeejere, som dermed kan få hjælp til alt fra konsultationer og sundhedstjek til mere omfattende behandlinger, som deres hunde måtte behøve.

Anbefalet til dig