Det skulle have været en rolig weekend med familien i det østjyske Gjerrild.
Men for Helle Ringive og hendes mand Thomas udviklede opholdet sig til et mareridt, da deres toårige shiba inu, Nala, pludselig var væk.
Panikken bredte sig hurtigt.
Helle kontaktede politi, Dyrenes Beskyttelse og satte gang i en omfattende eftersøgning med hjælp fra både naboer og hundevenner fra nettet.
Parret lagde trækspor med leverpostej og brugte sokker hver aften i håbet om at lokke deres firbenede familiemedlem hjem.
Men dagene gik, og ingen spor dukkede op.
Først på fjerde dagen hørte Helles svigerinde en svag pibelyd udenfor.
Det, de fandt, fik hjertet til at briste.
Nala stod i bunden af en smal, skjult brønd midt mellem to marker – omgivet af højt græs og ude af syne for selv det mest opmærksomme øje.
Hun var afkræftet, stivfrossen og ude af stand til at hvile.
Helle kravlede selv ned for at hente hende op.
Den lille hund blev hastet til dyrehospitalet, men skaderne var for omfattende.
Efter flere dages kamp måtte de give slip.
”Hvis der havde været lagt låg på den brønd, så ville hun bare være løbet tilbage til os efter at have jagtet den hare, hun nok havde set,” siger Helle Ringive til B.T.
I dag beder hun alle, især landmænd, om én ting: Tjek jeres brønde. Luk dem til. For én åben brønd kan betyde liv eller død – ikke kun for et kæledyr, men også et barn.