Varmen bragte en knap så velkommen gæst med sig
Et enkelt lille insekt kan pludselig få stor opmærksomhed, når det normalt hører hjemme langt varmere steder. Nu har britiske sundhedsmyndigheder gjort et fund, som ikke tidligere er registreret i landet.
Den invasive myggeart Aedes aegypti er nemlig blevet fundet ynglende nær boliger i det østlige London. Arten kan sprede sygdomme som zikavirus, denguefeber, chikungunya og gul feber.
Det er første gang, at både myg og larver fra arten er fundet på denne måde i Storbritannien, fortæller The Mirror.
Kom efter flere hedebølger
Fundet kommer efter flere perioder med usædvanligt varmt vejr. I årevis har eksperter advaret om, at stigende temperaturer kan gøre det lettere for tropiske myggearter at bevæge sig længere mod nord i Europa.
De britiske myndigheder understreger dog, at risikoen for befolkningen aktuelt vurderes som meget lav. Der er heller ingen tegn på, at mennesker i området er blevet smittet med sygdomme fra myggene.
Eksperter vurderer, at myggene sandsynligvis er kommet til landet ved et uheld via eksempelvis køretøjer, bagage eller importerede planter.
Normalt er det britiske klima for koldt til, at arten kan etablere sig permanent.
Beder borgere fjerne vand
Fundet bliver alligevel taget alvorligt. Larverne er blevet destrueret, og området bliver nu overvåget tættere, mens fælder og kontrol er intensiveret flere steder i landet.
Samtidig opfordres en borger til at fjerne stillestående vand fra haver og udendørsområder. Spande, urtepotter, beholdere og soppebassiner kan ellers blive attraktive ynglesteder.
Særligt zikavirus giver anledning til bekymring, fordi smitte under graviditet kan skade fosterets udvikling. Også dengue og gul feber kan i alvorlige tilfælde føre til livstruende komplikationer.
Fundet betyder ikke, at sygdommene nu spreder sig i Storbritannien, men myndighederne forventer flere lignende fund, hvis klimaet fortsætter med at blive varmere.