Læger advarer kæledyrsejere mod et almindeligt håndkøbsprodukt, der er så giftigt for dyr, at blot det at slikke det af en persons hænder kan være dødelig.
Dr. Joe Whittington, der er en amerikansk læge med over to millioner følgere på det sociale medie TikTok, udsendte en advarsel om det almindelige hårtabsmedicin minoxidil.
Minoxidil, der sælges under forskellige navne på det danske marked, findes som skum eller serum, der fremmer hårvækst. Det skriver det britiske medie Daily Mail.
Dr. Whittington advarer dog om, at personer, der bruger det, skal være opmærksomme på den ukendte fare, det kan udgøre for kæledyr.
"Det er så giftigt, at selv den mindste eksponering kan være livstruende - især for katte, da deres krop ikke kan nedbryde stoffet," sagde han i en nylig video, der på kort tid er blevet set 790.000 gange.
"Blot ved at gå på rester eller slikke det af huden, kan det forårsage alvorlig forgiftning. Beskyt dine kæledyr ved at vaske hænder, rydde op efter spild og opbevare det utilgængeligt. Din rejse mod mere hår behøver ikke at sætte deres liv i fare."
Minoxidil blev oprindeligt udviklet til at behandle forhøjet blodtryk, men det blev senere opdaget, at det øger blodtilførslen til hovedbunden og fremmer hårvækst. Skum og væske med stoffet bliver stadig mere og mere populært, hvorfor det i dag kan købes mange steder.
Mens minoxidil er tilgængeligt på recept til behandling af forhøjet blodtryk, er det ikke tilgængeligt gennem det offentlige sundhedssystem til behandling af hårtab, da dette betragtes som et æstetisk problem.
Og det er ikke kun i Danmark, at det er udbredt. En undersøgelse blandt over 1.500 briter foretaget af Lloyds Pharmacy viste, at næsten en femtedel af mændene har prøvet en behandling mod hårtab, såsom minoxidil.
Medikamentet kan anvendes af både mænd og kvinder, der lider af genetisk hårtab, samt patienter, der har mistet hår som følge af kræftbehandling.
Som Dr. Whittington fremhævede, udgør minoxidil-skum og -opløsninger ikke kun en fare for kæledyr, men også for mennesker, hvis stoffet indtages.
Sikkerhedsfoldere til patienter understreger, at produktet kun er til brug i hårbunden, og at patienter straks bør søge lægehjælp, hvis det ved et uheld sluges. Desuden anbefales det at vaske hænder grundigt efter påføring på hovedbunden.