De fleste hundeejere synes, det er hyggeligt, at hunden deltager, når dagligdagens opgaver udføres derhjemme. Dog er der visse situationer, hvor hunden bør holdes på sikker afstand, f.eks. når der påfyldes kølervæske på bilen, eller når dørlåse skal smøres. Det skriver Agria i en pressemeddelelse.
Både bremsevæske, kølervæske og låseolie indeholder ethylenglycol, som er yderst skadeligt for hundens nyrer, hjerte og nervesystem. Ifølge Agria Dyreforsikrings chefdyrlæge, Mogens Brix Koldkjær, kan ethylenglykol-forgiftning forårsage permanent nyreskade og i værste fald være dødelig. Hunde kan risikere at dø af så lidt som 4-7 ml ethylenglycol pr. kg kropsvægt.
To primære forgiftningskilder
Hunde bliver typisk ethylenglykol-forgiftede på én af to måder:
Hvis de slikker spildt væske op fra jord eller gulv.
Hvis de har adgang til en åben dunk med glykolholdig væske.
Ethylenglykol har en let sødlig lugt og smag, hvilket ofte får hunde til at indtage det, hvis det f.eks. er spildt på jorden.
Chefdyrlægen anbefaler derfor at være ekstra opmærksom på risikoen i garager, værksteder og på parkeringspladser. Det anbefales at forhindre hunden i at snuse eller slikke på overflader, hvor der kan være spildt ethylenglykol-holdige væsker.
Akut nyresvigt som konsekvens
De første symptomer på ethylenglykol forgiftning viser sig typisk inden for 30 minutter til 12 timer efter indtagelse. Symptomerne kan omfatte:
Kvalme
Stærkt øget tørst
Kramper
Vaklen (som om hunden er beruset)
Øget urinering
Opkast
Hvis der er gået mindre end 1-2 timer siden indtagelsen, kan dyrlægen inducere opkastning og igangsætte behandling med en specifik modgift, såsom fomepizol eller ethanol, for at forhindre de skadelige effekter på nyrerne samt væskedrop og anden understøttende behandling
Ethylenglykol nedbrydes i kroppen over tid, hvilket kan føre til en midlertidig forbedring af hundens tilstand efter 12 timer. Dog er det i tidsrummet mellem 12 og 24 timer efter indtagelse, at den alvorlige nyreskade typisk manifesterer sig. Her kan hunden opleve:
Kramper
Bevidsthedstab
Akut nyresvigt
Ophørt urinproduktion
Ved dette stadie er hundens tilstand kritisk.
Hurtig dyrlægehjælp er afgørende
Hvis du har mistanke om, at din hund har indtaget ethylenglykol, skal du straks søge dyrlægehjælp. Akut behandling er nødvendig, og det er afgørende ikke at vente på, at symptomerne udvikler sig, understreger Mogens Brix Koldkjær: Ved hurtig handling kan hundens liv reddes.
Fakta om ethylenglykol-forgiftning:
Hvis hunden har indtaget mere end 2 ml/kg kropsvægt, anbefales behandling.
Hvis mængden af indtaget glykol er ukendt, vil dyrlægen ofte iværksætte behandling for en sikkerheds skyld, da ethylenglykol er ekstremt giftigt.
Forebyggelse:
Opbevar altid ethylenglykol holdige væsker utilgængeligt for hunden.
Tør omhyggeligt op, hvis du spilder kølervæske, frostvæske eller bremsevæske.
Hold din hund væk fra garager, værksteder og parkeringspladser, hvor risikoen for spildte giftige væsker er høj.