I forbindelse med efterforskningen af et forsøg på voldtægt af en 14-årig pige den 15. september 2019 klokken ca. 01.30 i Frederikssund nær rundkørslen Frederiksværksvej/Circle K vil Nordsjællands Politi gerne i kontakt med to personer.
Den ene person er den formodede gerningsmand. Han beskrives som muligvis udenlandsk af udseende ca. 30-40 år, ca. 170-180 cm. høj, almindelig af bygning, sort hår, der var kort i siderne og længere på toppen, iført sort læderjakke og cowboybukser. Det er ham, der ses på de billeder, som er offentliggjort i forbindelse med denne efterlysning.
Den anden person er en bilist, formentlig i en grå personbil. Vedkommende kørte omkring klokken 01.30 i vestlig retning af J.F. Willumsens Vej i Frederikssund. Nordsjællands Politi vil gerne tale med denne bilist, som kan have oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen af sagen.
Nordsjællands Politi vil også gerne høre fra borgere, som har en formodning om, hvem de to personer er. Politiet kan kontaktes på 114.
Foto: Nordsjællands Politi
Foto: Nordsjællands Politi