En familie fra Vejle er bundulykkelige, deres 14-årige datter forsvandt nemlig torsdag i sidste uge.
Nu er hun efterlyst.
Mathildes mor, Pia Gejl, har ikke hørt fra sin datter siden torsdag i sidste uge. Siden er det kun teleoplysninger, der har givet moderen et fingerpeg om, hvor hendes 14-årige datter befinder sig.
Sidst Mathilde blev set var ved Solvejskolen i Vejle. Her steg hun ind i en sort Mercedes stationcar, som derefter kørte væk. Dette var omkring klokken 15.00 om eftermiddagen.
Siden har Mathilde ikke givet lyd fra sig.
Det eneste livstegn familien har fået er, at det har været muligt at få fingre i teleoplysninger fra en iPad, der peger på, at Mathilde muligvis opholder sig omkring Husum på Sjælland. Hun er opvokset i Køge.
Mathildes familie kommer ligeledes med en opfordring, der er adresseret direkte til deres datter.
"Mathilde, hvis du ser dette, bedes du kontakte din Mor eller Far. Du kan os skrive en privat besked til os, så vi ved du har det godt. Din mor og familie er bund ulykkelige og elsker dig over alt på jorden."
Frygter ikke forbrydelse
Politiet har modtaget en anmeldelse om Mathildes forsvinden. De regner dog ikke med, at den 14-årige er i fare, derfor er hun heller ikke efterlyst fra officiel hånd.
"Når vi ikke tror, at forsvundne mennesker er i fare eller til fare for sig selv, gør vi det fra politiets side, at vi laver noget opsøgende arbejde på de relevante adresser og opretter en efterlysning i vores interne kriminalregister. Her vil der stå, at pigen skal tilbageføres, når man får kontakt til hende," siger politikommissær Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.