Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet orienteret om, at en COVID-19-smittet person har været til en fredagsbar på Panum Instituttet ved Københavns Universitet tidligere på måneden.
Fredagsbaren fandt sted fredag 6. marts mellem kl. 11 og 21. Den smittede er i isolation. Samtidig med at Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med arbejdet med at opspore kendte tætte kontakter til den smittede.
Det oplyser Styrelsen selv i en pressemeddelelse, hvor de efterlyser de andre deltagere fra fredagsbaren.
Derudover bringer Styrelsen for Patientsikkerhed en helt konkret opfordring til de danskere, som har været tilstede på Panum Instituttet.
"Vi opfordrer til, at alle, der har været til stede til fredagsbaren i pågældende tidsrum, bliver hjemme i 14 dage – dette gælder også, hvis man ikke på nuværende tidspunkt har symptomer på at være smittet. Man bør i perioden også holde sig fysisk adskilt fra andre mennesker, inklusive egen familie."
Beøsg ikke sygehus - ring til læge
Hvis du oplever symptomer som feber, hoste eller åndenød i løbet af de 14 dage, skal du ringe til egen læge eller vagtlægen og oplyse, at du har været til en fredagsbar, hvor der var en COVID-19-smittet person til stede.
Personer, som har været til stede til fredagsbaren, skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre og andre steder, hvor der er personer, som vil være særligt udsatte og sårbare i tilfælde af smitte med COVID-19.