En seks-årig dreng var mandag eftermiddag snarrådig og gjorde præcis, som han havde lært, da en fremmed mand henvendte sig til ham ved Ramløse Skole.
Det fortæller Nordsjællands Politi i døgnrapporten tirsdag.
Drengen var klokken 14.15 på vej fra skole og hen til den nærliggende SFO, da en mand kontaktede ham og fortalte, at han var blevet sendt hen for at hente drengen. Manden havde en is i hånden, som han tilbød drengen, hvis drengen ville gå med manden hen til hans bil.
Men den seks-årige kunne godt huske, hvad han havde lært om, hvad han skulle gøre, hvis han blev kontaktet af en fremmed, så han skyndte sig at løbe sin vej og finde en voksen, som han fortalte, hvad han havde oplevet.
Herefter blev politiet kontaktet.
Vil gerne tale med manden
Nordsjællands Politi har udsendt et signalement af den fremmede mand, der tog kontakt til den sek-årige dreng. Sådan en hændelse er utrygsskabende for beboere i området og forældre med børn på Ramløse Skolen, derfor vil politiet gerne tale lidt nærmere med manden.
Den fremmede mand beskrives som:
Dansk af udseende
23-30 år
185-190 cm høj
almindelig af bygning med lyst, kort hår og overskæg.
Han talte dansk og var iført cowboybukser og en langærmet trøje.
Får signalementet en klokke til at ringe hos dig? Eller har du set noget, der kan lede politiet på sporet af manden? Så kontakt Nordsjællands Politi på telefon 114.