Holdt parkeret foran storcenter: Pludseligt rev fremmed mand 81-årigs bildør op

Efterlysninger
Politiet sendte flere patruljer til området. Foto: Rigspolitiet
En 81-årig mand blev røvet i sin egen bil, da han holdt parkeret for Solrød Centret.

Lige nu læser andre også

Lørdag fik politiet en anmeldelse om et røveri, som blev begået klokken ca. 14.20 på parkeringspladsen ved Solrød Center.

Offeret var en 81-årig mand fra Solrød Strand. Han havde kort forinden været i en bank, hvor han havde hævet nogle kontanter, som han puttede i sin jakkelomme, inden han gik retur til en bil på den nærliggende parkeringsplads. Siddende på passagersædet ville han lægge pengene i sin pung, da bildøren pludselig blev hevet op af en fremmed mand, som pressede den 81-årige ned i sædet. Samtidig tog røveren hans pung og tog kun kontanterne fra pungen, inden røveren løb fra stedet i østlig retning på parkeringspladsen.

Et par vidner kom den 81-årige til undsætning, da han steg ud af bilen og råbte op om røveriet. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten mandag, hvor de også har udsendt et signalement af overfaldsmanden, så betjentene kan få sig en snak med ham. 

Røveren beskrives som:

  • Mand
  • Almindelig af bygning
  • Iført mørk hue, sort jakke og blå cowboybukser
  • Han medbragte en grønlig/turkis pose, da han røvede pengene

Selvom der blev sendt flere patruljer til området, havde ingen af disse held med at finde manden efterfølgende. Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket røveren i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Anbefalet til dig