Den 26. januar om formiddagen blev liget af en død mand fundet i strandkanten ved Hummingen Strand ud for Diget 11 i Dannemare. Manden er stadig ikke identificeret, og derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.
Manden beskrives som værende:
- lys i huden og europæisk af udseende.
- Han er anslået til at være ca. 50-60 år'
- 175-180 cm høj
- Kraftig af bygning med kort mørkt hår, der har et gråligt skær.
- Han er velsoigneret og solbrun på ryggen.
- Han var iført orange trøje med skrift, mørke joggingbukser, blå Nike kondisko og en mørk jakke med pelskant på hætten.
- Manden bar et armbånd samt en vielsesring på højre hånd med teksten ”Bruni ∞ (et uendelighedstegn) 7.7.17”, og så havde han to øreringe i venstre øre.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har ligeledes offentliggjort billeder af mandens ejendele, hvis nogen genkender disse.
Vielsesring med teksten "Bruni" samt et uendelighedstegn. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi
En ørering med et dødningehoved. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi
Et armbånd af mærket Fossil. Foto: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi
Politiet har ikke kendskab til savnede personer, som kan være identisk med den fundne person, derfor tyer de nu til en efterlysning og beder offentligheden om hjælp, så den afdødes identitet kan blive fastslået.
Hvis du savner en person eller har bud på, hvem vedkommende kan være, kan du kontakte politiet på 114 eller alternativt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afdeling i Nykøbing Falster på tlf. 41328756.