Siden i søndags har Københavns Vestegns Politi efterforsket en sag om hærværk mod Vejleå Kirke i Ishøj. I den forbindelse efterlyser politiet en person, som er mistænkt for at male skrifttegn på kirkens murværk. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en efterlysning, som politikredsen har sendt ud.
Udover skrifttegnene blev der skrevet "Vi overtage Dinmark" med sort maling på kirkens hvide mure.
Hærværket blev begået klokken ca. 03.30 søndag den 12. april 2020.
Her bevægede en person i mørkt tøj sig ad stisystemet ved Spolestræde og Ishøj Boulevard hen til Vejleå Kirke og begik hærværket. Vedkommende blev kortvarigt afbrudt i sin handling, da en lys personbil passerede lyssignalet på Ishøj Stationsvej. Personen kan desværre ikke beskrives nærmere.
Beder offentligheden om hjælp
Selvom de har billeder af hærværket, har de fortsat behgov for en hjælp fra borgerne. Det fortæller vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Poltii.
”Vi har overvågningsbilleder i sagen, men ud fra dem kan end ikke kønnet på gerningspersonen fastslås, og derfor giver det ikke mening at offentliggøre billederne. Men sagen er endnu på et tidligt stadie, og vi håber, at vi via denne efterlysning samt afhøringer og øvrig efterforskning kan pågribe gerningspersonen,” siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, som understreger, at efterforskningen følger flere forskellige spor.
Politiet er særligt interesseret i den bilist, som kom kørende i en lyse bil
Derfor hører man gerne fra personer, der har kendskab til sagen eller har set noget ved kirken søndag nat. Politiet er i den forbindelse meget interesseret i at komme i kontakt med føreren af den lyse personbil. Københavns Vestegns Politi kan kontaktes hele døgnet på 43861448.