Liggende kvinde tildeles flere slag af kraftig mand med bowlerhat: Ved du, hvem han er?

Efterlysninger
Politiet leder efter denne voldsmand iført bowlerhat. Foto: Rigspolitiet
Politiet beder offentligheden om hjælp til at fastslå identiteten på en mand, som har begået et voldsomt overfald på en kvinde nytårsnat. Omrkring klokken 01.30 overfaldt manden kvinden på Nytorv i Aalborg.

Lige nu læser andre også

Om natten 1. januar i år udviklede en kort meningsudveksling sig voldeligt på Nytorv i Aalborg. Forurettede i sagen blev blandt andet skubbet omkuld og efterfølgende tildelt flere slag i ansigtet af den mand, som politiet nu efterlyser. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

”Under overfaldet bliver forurettede tildelt et voldsomt skub, så hun vælter ned på stenbelægningen, hvorefter manden knæler ned over hende og tildeler hende tre kraftige knytnæveslag i hovedet. Vores efterforskning har indtil videre ikke medført, at vi har kunnet fastlægge identiteten på denne mand. Men vi er i besiddelse af en video, som viser overfaldets voldsomhed, og her fremstår han tydeligt,” forklarer politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.  

Derfor offentliggør politiet nu denne videosekvens af pågældende mand, der forlader stedet efter hændelsen.  

Den formodede gerningsmand beskrives som følger:

  • Mand
  • 25-30 år
  • 180-185 cm høj
  • Kraftig kropsbygning
  • Lys hud og mørkt hår
  • Dansk af udseende
  • Iført sorte jeans, kondisko med hvide såler, en sort jakke og sort opknappet skjorte samt en sort bowlerhat

Mener du at vide, hvem manden er, eller har du andre oplysninger af relevans for sagen, så kontakt Nordjyllands Politi på tlf. 114.

 

Anbefalet til dig