Politiet efterlyser forældre: To små børn fundet efterladt

Efterlysninger
Forældre eller pårørende til to hittebørn efterlyses. Foto: Shutterstock.com
Lørdag aften blev to små børn fundet efterladt på Park Alle i Aarhus midtby. Nu efterlyser politiet børnenes forældre eller andre pårørende.

Lige nu læser andre også

Det drejer sig om en cirka et-årig pige med sort hår. Hun var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker og en blå hue. Drengen er cirka to et halvt år gammel, ligelededes med sort hår. Han var iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.

Ingen af børnene kan dansk. Vagtchef for Østjyllands Politi siger til TV2 Østjylland, at det formentlig er roma-børn, da de begge er mørklødede.

"De kan ikke dansk. Vi ved ikke, hvor de kommer fra. Formentlig er det Roma-børn. Drengen, den ældste, har et sprog, som ikke er noget af det, vi ellers hører. Og så kunne de godt ligne Roma-børn," siger vagtchef Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND. Det er første gang i hans 22 år ved politiet, at han har oplevet hittebørn.

Børnene overleveres til kommunen, og derefter er der en særlig procedure for, hvad der sker i sådanne sager. 

Politiet vil undersøge videoovervågning for at finde ud af, hvor børnene kommer fra. 

Børnene blev fundet af en mand, der bemærkede den lille pige sidde alene i en klapvogn med drengen stående ved siden af. Vidnet holdt øje med børnene i 20-30 minutter før han tog aktion og spurgte i nærliggende butikker. Herefter kontakter han politiet.

 

 

Anbefalet til dig