De fleste af landets sportsredaktioner fulgte ivrigt med, da Bernio Verhagen tidligere på mandagen skulle i retten i Viborg. Skandaler og sigtelser har klæbet sig til fodboldspilleren, siden han blev præsenteret som ny mand hos Viborg FF.
Verhagen så sit snit til at stikke af fra politiet i forbindelse med transporten til sin celle i Holstebro. Derfor beder Midt- og Vestjyllands Politi nu om offentlighedens hjælp til at få fodboldspilleren lagt i håndjern igen.
Det blev ellers præsenteret som en stor nyhed, da Viborg FF kunne præsentere Verhagens underskrift på en kontrakt. Sidenhen er stemningen i overskrifterne dog drejet til det mere negative, da der opstod spørgsmål om nogle af de mange klubber, som spilleren angiveligt har på sit CV. De kunne nemlig ikke helt genkende hans navn.
I retten mandag stod han anklaget for vold, som han er blevet anklaget for af sin kæreste. Dommeren havde netop slået fast, at Verhagen skulle forblive fængslet til efter nytår, da han slap væk fra politiet.