Tirsdag måtte betjentene fra Nordsjællands Politi tage sig af et tilfælde af blufærdighedskrænkelse i Charlottenlund. Her blev en ung kvinde, der var ude og løbe en tur, udsat for en grim oplevelse. Det fortæller politiet i døgnrapporten onsdag.
Sidst på aftemen - omkring klokken 23.23 - blev det anmeldt, at en nøgen mand kort forinden var sprunget ud fra skovkanten nær Charlottenlund Strandpark, hvorefter han kortvarigt havde løbet efter en 21-årig kvinde, der var ude og løbe en tur.
Ølmave, vandresko og intet andet
Kvinden løb af den årsag til den nærmeste bygning og ringede til sine pårørende, som derefter kontaktede Nordsjællands Politi. Politiet blev sendt til stedet for at lede efter manden, der dog ikke blev udfundet. Derfor efterlyses han nu af Nordsjællands Politi, der har udsendt et signalement af manden,
Manden beskrives som:
- Mand
- Vesteuropæisk af udseende
- 45-50 år
- 175-180 cm
- Almindelig af bygning med ølmave
- Hvid i huden og med lyst kort hår
- Iført brune vandresko.
Ved du, hvem manden er? Så kontakt straks politiet, som sidder klar på telefon 114.