Københavns Politi har efterlyst en mistænkt gerningsmand, der stak af fra et knivstikkeri på Christiania i lørdags.
Det fortæller politiet i en efterlysning, som de har sendt ud.
Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 22.48 lørdag aften ved Løvehuset på den københavnske fristad. Her blev en 57-årig mand, der er engelsk statsborger, men har været bosiddende i Danmark siden midten af 1980'erne stukket ned. Han er afgået ved døden.
Gerningsmanden signaliseres som:
A:
- Mand
- Ca. 45 år
- 175-180 cm
- Østeuropæisk af udseende
- Kraftig/tyk/stærk af bygning
- Mørkt/kraftigt og usoigneret fuldskæg
- Var iført mørkt slidt tøj, lignede en hjemløs, talte engelsk med østeuropæisk accent.
- Lugtede af spiritus.
Manden er set ved gerningsstedet på Christiania ved Løvehuset. Herfra løb ham ind på Christiania mod Månefiskeren og videre i ukendt retning.
Københavns Politi vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set gerningsmanden før eller efter knivstikket. Har du oplysninger i sagen, bedes du kontakte Københavns Politi på tlf nr. 1-1-4.