De nye boliger kommer samlet til at udgøre 16.800 kvadratmeter fordelt på lejligheder på mellem 56 og 126 kvadratmeter. Byggetilladelsen er modtaget, og byggeriet forventes påbegyndt i løbet af marts.
”Åbyen er et af de mange spændende nye boligområder i Aarhus, der opstår i disse år for at imødekomme den betydelige befolkningsvækst i byen. Vi glæder os over at bidrage til at udvikle området med et kvalitetsprojekt, der samtidig vil skabe stabile og gode afkast til vores medlemmer,” siger ejendomsinvesteringschef i Industriens Pension, Kenneth Olsson.
Klassisk karrébebyggelse med grøn gårdhave
Projektets totalentreprenør bliver det af KPC delvist ejede datterselskab Raundahl & Moesby, mens tegnestuen Luplau & Poulsen Arkitekter har stået for arkitekturen. Ingeniørarbejdet leveres af Ingeniør’ne fra Esbjerg.
”Hos KPC er vi rigtig glade for, at det er lykkedes os at indgå aftale med en meget kompetent investor som Industriens Pension om dette projekt. Som provinsens største by er Aarhus et naturligt omdrejningspunkt for KPC’s aktiviteter, og vi har af samme årsag netop åbnet et kontor i Risskov for at komme endnu tættere på såvel dette projekt som vores øvrige projekter i byen,” siger udviklingsdirektør Henrik Hoffmann fra KPC.
De nye lejligheder opføres i en klassisk lukket karrébebyggelse med fælles grøn gårdhave, tagterrasser og forskellige fællesfaciliteter. Det bliver dels klassiske, velindrettede lejligheder med altaner, dels Townhouses-inspirerede lejligheder i to plan med tilhørende forhave.
Byggeriet forventes at stå færdigt i første halvdel af 2021, og udlejningen vil blive påbegyndt cirka et halvt år før. Industriens Pension investerer lidt over 500 millioner kroner i projektet.
Fakta: Åbyen i Aarhus
Åbyen er et nyt boligområde tæt på Aarhus Ådal på den tidligere fragtmandscentral på Søren Frichs Vej i Aarhus. Den første etape af Åbyen på 41.000 kvadratmeter boliger er opført, og turen er nu kommet til anden etape på i alt 51.000 kvadratmeter.
Anden etape er opdelt i fem byggefelter, hvor Industriens Pension ejer det største byggefelt. Her skal der nu opføres 190 lejligheder til udlejning på i alt 16.800 kvadratmeter.
Tidligere har området været domineret af en række ældre erhvervsejendomme, der er blevet nedrevet til fordel for hovedsageligt boligbyggeri.