Prismatch mod Rema 1000 giver pote: Har øget omsætningen til 2,51 milliarder

Af: Thea Andersen

|

30/01/2024

Erhverv
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Nemlig er tilbage i vækst, og virksomheden har i det netop afsluttede finansår 2022/23 øget omsætningen til 2,51 mia. kr., hvilket er en stigning på 30 mio. kr. i forhold til sidste finansår. Omsætningsvæksten på helåret blev sikret i finansårets sidste fem måneder fra marts til juli med en gennemsnitlig vækst på 20%. En tendens der er fortsat ind i det nye finansår 2023/24, der startede i august 2023 og derfor tegner godt for dette år.

Lige nu læser andre også

I det netop afsluttede finansår oplevede Nemlig en positiv udvikling i omsætningen, hvilket i høj grad skyldtes den nye stærke prisstrategi, som Nemlig lancerede i starten af finansåret 2022/23, der gjorde det markant billigere for kunderne at købe og få leveret sine dagligvarer med Nemlig.

Prismatch mod Rema 1000 på 1500 varer, levering fra 0 kr. og ekstra stærke varetilbud hver uge er ingredienserne i den nye stærke prisstrategi, skriver onlinesupermarkedet i en pressemeddelelse.

”Vi har gjort det markant billigere for vores kunder at købe dagligvarer på Nemlig og få dem leveret til hoveddøren, og det er derfor dejligt at se, at kunderne har kvitteret herfor ved at handle hyppigere samt lægge større ordrer hos os, ligesom vi har fået mange nye kunder i det forgangne år,” siger Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig. 

Regnskab påvirket af store investeringer i nyt varehus i Vestdanmark 

På trods af den positive udvikling i omsætningen øgede Nemlig sit underskud efter skat til 195 mio. kr. i det netop afsluttede finansår 2022/23 mod et underskud på 156 mio. kr. i sidste finansår. Det var særligt opstarten af et nyt varehus i Vestdanmark, som kostede selskabet mange penge i finansåret. Et varehus som Nemlig efterfølgende har valgt at lukke ned igen efter bare 13 måneders drift, da væksten i Vestdanmark ikke levede op til selskabets forventninger. 

”Salget i Jylland har desværre ikke udviklet sig lige så hurtigt som forventet, selvom vi med åbningen af vores nye varehus i Aarhus for et år siden bl.a. introducerede markant kortere tid fra bestilling til levering. I efteråret 2023 kom vi derfor til den konklusion, at det ville tage væsentlig længere tid at opnå en volumen, der kunne retfærdiggøre omkostningerne ved at drive vores nye varehus i Aarhus, hvorfor vi valgte at flytte pakningen tilbage til vores varehus i Brøndby, hvorfra vi igen servicerer alle vores kunder i Danmark også de jyske kunder,” siger Stefan Plenge.  

Overenskomstdækning på transportområdet

Finansåret 2022/23 blev ligeledes året, hvor Nemlig valgte at indgå overenskomstaftale med 3F på transportområdet, hvilket dermed gør det muligt for selskabet at ansætte egne chauffører. Overenskomstdækningen sikrer gode løn- og arbejdsvilkår både for Nemligs egne chauffører men også for chaufførerne ansat hos de eksterne transportvirksomheder, som Nemlig samarbejder med.  

”Vi er meget tilfredse med overenskomstaftalen med 3F på transportområdet, da det nu har givet os mulighed for at ansætte vores egne chauffører. Vi har allerede ansat de første chauffører, og det vil vi fortsætte med, da vi på kort tid har fået nogle gode erfaringer. Vi vil fortsat samarbejde med eksterne transportvirksomheder om en del af leverancerne, og her har vi stillet krav om, at de som minimum skal følge vores nye overenskomst overfor deres medarbejdere, så også de er sikret gode løn- og arbejdsvilkår,” fortæller Stefan Plenge.  

Forventninger til det kommende finansår 2023/24 

Nemlig forventer en betydelig større omsætningsfremgang i indeværende finansår, som slutter i juli 2024 samt en markant forbedring af bundlinjen, og der er derfor en stærk tro på fremtiden for online dagligvarer hos Danmarks største onlinesupermarked.  

“Vi har nu igennem en del måneder oplevet, at forbrugerne i højere grad også begynder at efterspørge mere tid til livet, og det er præcis det, vores kunder får, når de handler på Nemlig. Naturligvis skal vi være skarpe på prisen, og det er vi også med bl.a. levering fra 0 kr., og vi forventer derfor at forbedre både vores top- og bundlinje markant i indeværende finansår, ” siger Stefan Plenge. 

Anbefalet til dig