Advarsel sendt ud om Airfryer: Flere er allerede blevet snydt

Af: Mie M.B

|

24/02/2025

forbrug
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En stor mængde reklamer og annoncer for billig airfryer florerer på sociale medier for tiden. Men de er falske

Lige nu læser andre også

En airfryer til 325 kroner? Eller et komplet sæt gryder og pander til samme pris?

Hvis det lyder for godt til at være sandt, er der en grund til det.

Siden december-2024 har Facebook været oversvømmet af annoncer, der udnytter tv-kok og restauratør Casper Sobczyks navn og ansigt.

Annoncerne, der ser både troværdige og professionelle ud, leder til falske webshops, hvor intetanende forbrugere narres til at betale for varer, de aldrig modtager.

Det skriver faktatjek-hjemmesiden TjekDet.

Stjålne billeder og tomme løfter

Billeder og videoer af den kendte kok bruges til at sælge billigt køkkenudstyr, og de fupagtige hjemmesider ligner til forveksling den officielle webshop, hvor Sobczyk rent faktisk forhandler sine produkter.

Men bag facaden er det ren svindel.

Flere danskere er allerede blevet snydt. Ikke nok med at de aldrig har fået deres varer, mange har også måttet spærre deres betalingskort for at forhindre yderligere misbrug.

Foto: Foto: Mit Digitale Selvforsvar

"Det er en stor belastning"

Hos Shop Group ApS, som driver den ægte webshop, hvor Sobczyk sælger sit køkkengrej, er frustrationen til at tage og føle på.

"Det er en stor belastning for os som virksomhed. Det fjerner omsætning. Vi bliver dagligt kontaktet af 10-15 kunder, der ikke kan forstå, hvor deres varer bliver af. Casper er presset af det, og det går ud over hans troværdighed," siger Oskar Cordes, direktør og medejer af Shop Group ApS.

Sådan undgår du at blive snydt

Forbrugere advares nu mod at klikke på de mistænkelige annoncer. Hvis et tilbud ser for godt ud til at være sandt, er det ofte svindel. Man bør altid tjekke URL’en nøje og sikre sig, at den fører til den officielle webshop.

Hvis man allerede er blevet snydt, bør man straks kontakte sin bank for at få hjælp til at spærre sit kort og forsøge at få pengene retur.

Mens svindlerne fortsætter deres digitale bedrag, arbejder Shop Group ApS og Sobczyk på at få fjernet de falske annoncer – men kampen mod online svindel er langt fra slut.

Anbefalet til dig