Flere danskere føler sig magtesløse over for den politiske udvikling i USA, men nu forsøger en flok danskere at gøre en forskel – i supermarkedet. En voksende gruppe forbrugere har nemlig valgt at fravælge amerikanske produkter i protest mod Donald Trump og hans politik. Det skriver Avisen Danmark.
En af dem er Brigitte Mullitsgaard fra Amager, der har meldt sig ind i Facebook-gruppen Boykot varer fra USA, som i løbet af få uger har samlet over 25.000 medlemmer.
"Jeg følte mig frustreret, men her fandt jeg en måde at handle på," forklarer hun.
For hende handler boykotten ikke kun om at sende et signal til Trump, men også om at tage kontrol over sit eget forbrug. Hun har blandt andet valgt at droppe Skechers-sko og erstattet sin sædvanlige Pepsi Max med alternativer fra danske producenter.
Ønske om tydeligere mærkning
En udfordring ved boykotten er dog at gennemskue, hvilke varer der faktisk stammer fra USA. Mullitsgaard har derfor kontaktet supermarkedskæder med en opfordring til at tydeliggøre produkters oprindelsesland.
Salling Group, der driver Føtex, Netto og Bilka, har allerede meldt ud, at de vil markere europæiske produkter med en særlig stjerne. Coop og Rema 1000 har derimod ingen planer om at indføre en lignende mærkning.
"Jeg vil ikke støtte Trump"
Mullitsgaard indrømmer, at hendes valg næppe rammer Trump direkte, men hun håber, at amerikanske virksomheder vil lægge pres på præsidenten.
"Jeg tror ikke, han ændrer sin toldpolitik, men hvis nok mennesker reagerer, kan vi måske få virksomhederne til at tage affære," siger hun.
Selvom Coop og Rema 1000 endnu ikke har set et fald i salget af amerikanske produkter, håber boykotgruppen, at effekten vil kunne mærkes om et halvt år.
"Vi små mennesker kan måske gøre en forskel – men vi skal være mange," siger Mullitsgaard.