Kunderne forventer friske varer, når de handler kød over disken. Men slagteren i SuperBrugsen i Sunds har nu for anden gang fået en sur smiley fra Fødevarestyrelsen. Årsagen: hele 26 kødvarer med overskredet dato lå til salg i butikken. Det fortæller TV 2.
Det var en forbrugerhenvendelse, der førte til et kontrolbesøg den 28. maj, hvor inspektørerne fandt alt fra hel kylling og hakket gris til kyllingelår mix og spirer, som burde have været kasseret. Blandt eksemplerne var en hel kylling med sidste anvendelsesdato den 24. maj og flere pakker hakket kød, der var over sidste salgsdato med op til fire dage.
Konsekvensen blev en bøde på 15.000 kroner – og en officiel sur smiley på butikkens kontrolrapport.
Hos Coop Danmark erkender man fejlen. I et skriftligt svar lyder det: "Det er beklageligt, at Fødevarestyrelsen på deres seneste kontrolbesøg fandt varer med overskredet holdbarhed i slagterens køledisk. Fejlen skyldtes desværre manglende intern kommunikation om, hvem der havde ansvaret for at tjekke og fjerne datovarer."
Ifølge Coop er der nu indført daglige morgenrutiner for kontrol af udløbsdatoer samt etableret en særskilt madspildskøler, der skal sikre bedre overblik.
Det er dog ikke første gang, slagteren i Sunds er i Fødevarestyrelsens søgelys. I oktober 2023 blev der fundet 2,5 kilo oksegryde med udløbsdato den 5. oktober – 20 dage for gammel. Den gang blev der givet en bøde på 10.000 kroner.
Siden 2018 har Fødevarestyrelsen foretaget syv kontrolbesøg hos slagteren, hvoraf fem resulterede i glade smileyer – og to i sure.