REMA 1000 er tilbage som Danmarks stærkeste brand målt på det overordnede image, mens 365discount er brandet, der oplever størst fremgang i 2023.
Ved hjælp af 6 forskellige imageparametre udarbejder YouGov hvert år en rangliste over de brands, der klarer sig særligt godt. Den har de netop offentliggjort i en pressemeddelelse.
Foto: YouGov/Presse
Ranglisten er udarbejdet ved hjælp af YouGov BrandIndex Index-score, som er gennemsnittet af 6 forskellige imageparametre: Kvalitet, Generelt indtryk, Værdi for pengene, Anbefaling, Omdømme og Kundetilfredshed.
Sidste år måtte REMA 1000 se sig slået af MobilePay på YouGov’s danske rangliste. I år er dagligvarekæden dog tilbage på førstepladsen efter endnu en gang at have forbedret deres overordnede image. REMA 1000 opnår en score på 46,3 efterfulgt af MobilePay med 42,7. Tredjepladsen går til Matas, der er rykket 3. pladser op på listen og ender med en score på 39,9. Derudover er Lurpak rykket 1. plads frem til nr. 4 og LEGO 2. pladser frem til nr. 5.
IKEA er med på listen igen (efter et års fravær) og indtager syvendepladsen. Sygeforsikringen Danmark og Nike er nye på dette års top 10, hvorimod der er sagt farvel til et brand som Netflix.
Arla og DR er lige netop faldet uden for dette års top 10, men sidstnævnte har stadig DRTV med på en ottendeplads.
Højdespringerne
Foto: YouGov/Presse
365discount er det brand, der har forbedret sit overordnede image mest i 2023. Kædens overordnede image ligger nu et godt stykke over de Fakta butikker, som 365discount har afløst, og danskerne lader til at have taget positivt imod den udskiftning.
Derudover har nemlig.com stille og rolig forbedret sin Index-score, siden den lå på sit laveste i foråret 2021. Det betyder, at brandet i 2023 igen har en positiv Index-score, om end der stadig er et stykke vej til niveauet før foråret 2021.
Hos Ryanair ses der også forbedringer. Her er det dog med et noget lavere udgangspunkt, hvorfor brandet stadig har en negativ Index-score i 2023.