Vintervejr og en presset hverdag får flere og flere danskere til at vælge bekvemmeligheden ved online shopping frem for at trække i jakke og sko i jagten på julegaver. Men denne tendens har særlig én fælde: Kopivarerne florerer lystigt på nettet og kan ende med at gøre en tilsyneladende god handel til en skuffende oplevelse.
I en pressemeddelelse advarer Budde Schou, landets ældste patent- og varemærke bureau, om en markant stigning i henvendelser fra virksomheder, der oplever, at deres produkter kopieres af især udenlandske webshops. Produkterne gælder særligt inden for kategorier som tøj, smykker, parfume og elektronik, særligt fra Hong Kong og Kina.
For at guide forbrugerne gennem julehandlen på nettet har bureauet udarbejdet fem gode råd, så du undgår at falde i kopivare-fælden:
Overvej prisen
Hvis prisen virker for god til at være sand, er det sandsynligvis også tilfældet. Advarselslamperne bør lyse, hvis prisen på en mærkevare er betydeligt lavere end hos andre forhandlere.
Tjek sammenhæng:
Hold øje med sammenhængen mellem webshop og produkt. Hvis en elektronikbutik pludselig forsøger at sælge designer Nike-sko til en lav pris, bør man udvise en vis skepsis over for ægtheden.
Dobbelttjek webshopnavnet:
Vær opmærksom på eventuelle mærkelige eller unødvendige tilføjelser til webshopnavnet. Svindelsider kan forsøge at efterligne ægte webadresser, men kan have en lang adresse med atypiske tegn eller underlige navne.
Læs produktbeskrivelsen:
Kopivarer kendetegnes ofte af mangelfulde eller fejlagtige produktbeskrivelser. Stavefejl eller dårlige formuleringer (og kluntet oversættelse) kan være en indikator.
Kig efter virksomhedsoplysninger:
Legitime webshops indeholder normalt oplysninger om virksomheden i bunden af siden, såsom cvr-nummer eller en "om os"-side. Mangel på sådanne oplysninger kan indikere en svindel-webshop med kopivarer.
I en tid med stigende digitalisering er det afgørende for forbrugerne at være opmærksomme og kritiske for at undgå at ende med kopivarer og skuffelser under juletræet.
Kilde: Finans