Hvis du vil bekæmpe ukrudt i din have, er der mange måder at gøre det på. Ønsker du ikke at bruge et kemisk middel, som du køber i byggemarkedet, kan du blot lave din egen naturlige ukrudtsbekæmper.
Det er ikke altid den nemmeste opgave at dræbe ukrudt. Det er især tilfældet, hvis du vil være sikker på, at du ikke bruger kemiske midler i din have. Heldigvis er du ikke tvunget til at bruge sådanne midler, der faktisk kan være skadelige for dine planter.
Derimod kan du med fordel benytte dig af denne løsning, da du kun skal bruge tre almindelige ingredienser, som de fleste allerede har derhjemme. Dette trick er blevet delt af influencer @stylecuratorau på det sociale medie TikTok.
"Her er et trick til at dræbe dit ukrudt naturligt og ubesværet," lyder det fra influenceren, der også er indretningsarkitekt.
I videoen både fortæller og viser hun, hvordan du skal bære dig ad med at lave den pågældende blanding, som indebærer eddike, salt og opvaskemiddel.
OBS: Hjemmelavede produkter og almindelige eddiker er ikke godkendt til brug til ukrudtsbekæmpelse i Danmark, men hvis du har et sommerhus i eksempelvis Frankrig kan du benytte dig af dette trick.
"Kombiner en liter klar eddike, tre fjerdedele af en kop salt og tre spiseskefulde opvaskemiddel. Rør godt rundt og sprøjt det direkte på dit ukrudt. Inden for få dage vil det skrumpe og dø," siger hun i videoen, hvor hun også viser, hvordan det fungerer.
Fælles for disse ingredienser er, at de fleste allerede har det derhjemme. Hvis du ikke har det, skal du blot en tur i det lokale supermarked, hvor du kan få det hele. Hvad der også er værd at nævne her er, at du har mulighed for at købe ingredienserne til en meget lav pris.
Salt er i stand til at dehydrere ukrudtet, indtil det dør. Ifølge eksperter fra Homes and Gardens er det dog vigtigt at være forsigtig med brugen af salt, da det også er giftigt for dine planter. Derfor skal du kun ramme dit ukrudt.
Det samme gør sig gældende for eddike, hvorfor du skal bruge det med forsigtighed og omhu. Desuden fndes der også opvaskemiddel, der kan have indvirkning på økosystemet. Disse skal du naturligvis undgå, hvorfor det er vigtigt at vælge et miljøvenligt og økologisk produkt.
Ingen ukrudtsmiddel er dog en perfekt løsning. Ifølge Royal Horticultural Society er forebyggelse bedre end en kur, når det kommer til ukrudt. Uanset dit valg af ukrudtsbekæmper, så bør den derfor 'kun bruges på en minimal og meget målrettet måde'.