Når den kølige efterårsluft kommer anstigende, og dagene bliver kortere, er det tid til at give din rhododendron lidt ekstra kærlighed – i hvert fald hvis du følger Monty Dons seneste haveanbefalinger.
Den kendte haveekspert deler nemlig et smart tip, som kan sikre, at din rhododendron blomstrer spektakulært, når foråret igen banker på døren.
Det skriver Mirror.
Danner knopper i sensommeren og efteråret
Monty Don, som er kendt fra utallige haveprogrammer, påpeger, at kameliaer, azaleaer og rhododendroner alle danner deres blomsterknopper i sensommeren og efteråret.
Man skal derfor være opmærksom på, at hvis de ikke får nok vand, så risikerer man, at knopperne ikke udvikler sig ordentligt. Monty Don advarer i denne forbindelse om, at dette ofte skyldes, at planterne ikke får tilstrækkeligt med vand i efteråret.
Løsningen er heldigvis enkel: Giv dem en god portion vand hver uge i de næste par måneder. Regnvand, fremhæver han, er det bedste valg, fordi det er mere næringsrigt og har en lavere pH-værdi, hvilket er ideelt for plantevækst.
Dahliablomster
Monty Don har derudover et skarpt trick til at forlænge blomstringen hos dahliablomster. Her er hemmeligheden blot at fjerne de visne blomster. Monty Don forklarer, at det er nemt at kende forskel på visne og friske dahliaer – de visne har en karakteristisk kegleform, mens de nye knopper er rundere og fyldigere.
Så gør som Monty Don foreslår, og giv din have lidt ekstra opmærksomhed – du vil blive belønnet, når foråret kommer.