Har du også haft besøg af usædvanligt mange dræbersnegle i år? Så er du ikke den eneste. Dræbersneglene har nemlig haft de perfekte betingelser med det fugtige, solfattige vejr, og de slimede snegle har indtaget haver landet over.
Men frygt ej! Havemand Søren Vester har flere tricks i ærmet til at bekæmpe de ubudne gæster - serveret med et glimt i øjet.
Det skriver alt.
"Det har været de mest optimale betingelser for dræbersnegle i år, for der har ikke været alt for meget sol, og sneglene elsker fugt og skygge. Det er derfor, de er allevegne,” siger Søren Vester og bekræfter, at han selv har haft besøg af de irriterende snegle i sin egen køkkenhave.
Men hvordan får man så bugt med de slimede indtrængere? Søren Vester har en løsning, der måske overrasker.
"Du skal anskaffe dig nogle ænder og lave en 1-meter bred løbebane rundt om grøntsagsproduktionen, for ænderne spiser simpelthen sneglene. Så det er en god idé, hvis du har en stor produktion. Det fungerer bare,” fortæller han begejstret.
Men hvis tanken om ænder, der patruljerer din have, lyder en smule overvældende, så har Søren Vester også andre løsninger i baghånden. Et insekthegn kan nemlig også skabe en sikker zone omkring dine grøntsager.
"Jeg har lagt nogle plastikbakker langs bedene, og så kravler de derunder i dagtimerne. Så tager jeg en aftentur, hvor jeg løfter bakkerne og sørger for at klippe sneglene over,” siger han om insekthegnet.
Søren Vester er dog ikke tilhænger af de mere drastiske metoder, som kogende vand eller salt, da sneglene lider i processen.