Når efteråret farver træernes kroner gyldne og haverne bliver begravet i nedfaldne blade, ser mange det som en kedelig oprydningsopgave.
Men haveeksperten Monty Don har en helt anden tilgang – for ham er bladene en guldmine for haven, og han deler nu sit smarte trick til at forvandle dem til 'havens guld': Bladmuld.
Det skriver det britiske medie Mirror.
På sin blog afslører Monty Don sine bedste råd til at udnytte de nedfaldne blade optimalt. Ifølge Don bør man undgå at smide bladene ud. I stedet kan de samles og omdannes til bladmuld, som er en næringsrig jordforbedring.
Bladmuld fungerer som et økonomisk alternativ til kompost og giver planterne den ekstra næring, de har brug for i forårssæsonen – uden at det koster noget.
“Saml så mange af de nedfaldne blade som muligt, slå dem med plæneklipperen for at hakke dem op og læg dem i en stor åben bunke,” anbefaler Monty Don.
Processen er enkel, og Monty Don har udviklet en slags opskrift, der kræver minimal indsats. Han forklarer, at bladene over tid vil 'nedbrydes til en dejlig, rig, smuldrende tekstur', som han bruger i sin egen hjemmelavede pottemuld år efter år.
Tricket for det bedste resultat er ifølge Monty at feje bladene i små bunker under hække og træer og kombinere dem med grene og andet afklip fra haven.
Til opbevaring af bladene anbefaler Monty en simpel 'bladmuldskasse' lavet af fire stolper og hønsenet – et projekt, der kan klares med få midler.
"En simpel bås lavet af fire stolper og hønsenet er ideel," forklarer han og tilføjer, at kassen bør være mindst én kubikmeter stor for at give nok plads til bladene.
Så næste gang din græsplæne er dækket af et tæppe af farverige blade, husk Montys trick. Hvem vidste, at efterårsløvet kunne være så værdifuldt?