Jakken af, jakken på. Vi er vant til, at temperaturerne svinger i foråret.
I år har foråret budt på tidlig varme og sen kulde, og en april, der blev ekstremt våd. Faktisk går den over i historien som en af de vådeste nogensinde.
Samtidig er årets fjerde måned sluttet med et stort temperaturudsving. Det får alt sammen betydning for haven i maj, og for hvordan vi kan gribe planteprojekterne an derude.
Sådan skriver Haveselskabet i en pressemeddelelse.
Sådan lyder det fra Haveselskabet, en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet, som gennem mere end 150 år har arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven.
De ekstreme mængder nedbør i april og i årets første måneder har tvunget mange haveejere til at udskyde de planteprojekter, som ellers plejer at ligge i marts og april, for jorden har været for våd til at arbejde i, forklarer Marlene Nielsen, haverådgiver i Haveselskabet.
”Vi får stadig billeder ind af græsplæner og nyplantninger, der står under vand, men mange steder er haverne tørret så meget, at man kan arbejde i jorden igen. Vi er stadig på kanten af løvspring og derfor kan man stadig nå at plante nogle af de store planter, man ellers ville have plantet i marts og april. Men hvis vi planter træer, buske eller hæk nu, risikerer vi at skulle vande gennem hele sommeren – særligt hvis vi får lange tørkeperioder, som vi har set de seneste år. Hvis man vil spare på vandet, og projekterne i haven ikke haster, kan man med fordel overveje at vente til efteråret med at plante store planter som træer og buske i haven,” siger Marlene Nielsen.
Dræbersneglene er allerede godt i gang med at forsyne sig i haven
I 2023 og de første måneder af 2024 har vejret vist sig fra sine mest ekstreme sider. Det skal vi forberede os på mere af i fremtiden – både mere tørke og flere heftige nedbørsperioder.
Derfor anbefaler Haveselskabet, at vi gør vores haver mere robuste. Det gælder om at have mange forskellige planter i haven og huske de hjemmehørende arter, som er mere hårdføre, men også om at huske at skabe skygge for både mennesker, dyr og planter.
Når vi her i foråret går i haven, er det derfor en god ide at have et forandret klima med i overvejelserne.
Årets vejrluner har også betydning for andre dele af havelivet. Mens april har været våd, var marts lun. Den kombination kan snegle godt lide, og mange af dem er allerede på spil i de danske haver.
”De gemmer sig godt derude, under gamle blade eller der, hvor jorden er fugtig. Dræbersneglene er stadig små, men ihærdige og godt i gang med at forsyne sig. Vi får allerede mange henvendelser om snegleskader – bl.a. billeder af påskeliljer, hvor der er gnavet store huller i kronbladene. Forårets vejr giver os en formodning om, at det kan blive et rigtig stort snegleforår. Et godt tip er derfor allerede nu at gå på jagt efter små dræbersnegle, sætte sneglehegn op i køkkenhaven og beskytte de allermest sarte planter,” siger Marlene Nielsen.