Den står overalt i grøftekanter og haver, ofte betragtet som et genstridigt ukrudt. Men mælkebøtten, Taraxacum officinale, er i virkeligheden en komplet grøntsag med spiselige dele fra rod til blomst – og nu vinder den terræn i både køkkener og gourmetretter. Det skriver Martha Stewart.
Samuel Thayer, amerikansk sanker og forfatter, har længe brugt plantens grove rødder til at lave sin foretrukne koffeinfrie drik: mælkebøttekaffe. Ifølge Thayer smager den så godt, at han foretrækker den frem for almindelig kaffe. Rødderne høstes bedst i foråret eller efteråret, tørres, ristes og males. Kommercielt fås den til priser omkring 80-120 kr. for 200 gram, men hjemmeproduktion er populært blandt sankeentusiaster.
I det tidlige forår byder planten også på sprøde hjerter og kroner, som kan spises rå eller tilberedt. En hurtig sautering eller tempurastegning forvandler dem til en udsøgt delikatesse. De unge blade er milde og fulde af vitaminer – særligt A, K og calcium – og bruges verden over, fra franske salater med bacon til mellemøstlige retter som hindbeh med karamelliserede løg.
Men mælkebøttens smag er ikke for sarte sjæle. Som botanikeren John Kallas forklarer, gør solens udtørring blade mere bitre i takt med, at planten modnes. Et trick er at blanchere bladene kort for at dæmpe smagen.
Blomsterne er en kulinarisk overraskelse. De kan bruges i tærter, salater eller friteres som forårsbeignets. De fungerer også i fermenterede drikke som hjemmelavet sodavand eller den klassiske mælkebøttevin. Endelig gemmer stilkene sig som en skjult delikatesse. Efter udblødning krøller de sig sammen og egner sig perfekt til en skarp citronvinaigrette – gerne med ansjos og hvidløg som i den italienske puntarelle.
Så næste gang du har gang i mælkebøttejernet, så overvej at gem dem til aftensmaden.
