Det knastørre vejr får nu forsikringsselskaberne If og Topdanmark til at advare mod brug af ukrudtsbrænder.
”Vi vil på det kraftigste fraråde danskerne at bruge ukrudtsbrænder, når det er så tørt som nu. Selv en lille gnist kan lynhurtigt antænde en brand,” siger Lama Chehade, der er skadesdirektør i Ifs danske forretning.
Ukrudt pibler i øjeblikket frem i haven, og det får hvert år nogle haveejere til at ty til andre metoder end lugejern og mælkebøttejern.
Men brugen af ukrudtsbrændere kan være særdeles farlig under de nuværende tørkeforhold.
Sådan skriver TopDanmark i en pressemeddelelse.
Fredag og lørdag nåede DMIs tørkeindeks over 9, hvilket betød, at vi fik sæsonens første to nationale tørkedøgn.
Det er ikke set så tidligt på året i de 21 år, som DMI har data fra.
Det betyder, at der i gennemsnit mangler cirka 90 millimeter nedbør i de øverste jordlag i hele landet, men de nuværende prognoser viser ikke meget regn i den nærmeste fremtid.
”Vi forventer i den kommende periode at se anmeldelser om brande i huse, skure og carporte, der er forårsaget af uheldig eller uforsigtig brug af ukrudtsbrændere,” siger Lama Chehade.
Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at ukrudtsbrændere var skyld i mere end 400 udrykninger i 2024.
”Som forsikringsselskaber vil vi gerne hjælpe med at forebygge skader, og vi opfordrer derfor alle til at være ekstra forsigtige og vælge sikrere metoder til ukrudtsbekæmpelse. Ved at undgå brugen af ukrudtsbrændere kan vi sammen reducere risikoen for brande og beskytte vores hjem og omgivelser," siger Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark.
For at undgå brande anbefaler forsikringsselskaberne If og Topdanmark at bruge alternative metoder til ukrudtsbekæmpelse.
7 gode råd til at undgå brandskader
Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.
Undgå at brænde ukrudt af med en ukrudtsbrænder, da gløder er den hyppigste årsag til, at der opstår brand i skure.
Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand.
Hold afstand til bebyggelser og bevoksning ved brug af åben ild som fx grill og bål.
Hav altid en spand vand eller haveslangen klar, hvis du ikke kan undgå at bruge åben ild.
Tjek, at alle gløder er slukket, inden du går fra bålet eller grillen.
Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation.