Snart åbner Vejle Kunstmuseum op for en ny og sjov kunstudstilling for børn – og bare navnet - "AD! hvad er det jeg har siddet i?" lægger op til barnelige sjæle. Kunstudstillingen skiller sig da også ud fra mængden, og dine børn får både en spændende og lærerig dag med Ulla Hvejsels og Pulsk Ravns sjove udstilling.
Gæt hvad Ulla har siddet i
Bare titlen ”AD! hvad er det jeg har siddet i?” gør at der er lagt op til leg og gætterier, og det er også det der er udgangspunktet for den kreative udstilling. Ulla har sat sig i forskellige ting i naturen, som har sat et aftryk på hendes hvide bukser, og det er nu børnenes opgave, at gætte hvad Ulla har siddet i. Aftrykkene er også blevet til en bog, som sammen med bukserne, er blevet til en sjov og lærerig udstilling på Vejle Kunstmuseum.
På udstillingen opfordres den besøgende til at gætte, hvad Ulla Hvejsel har siddet i. Nogle gange vil man tydeligt kunne se aftrykket, og andre gange er det mere utydeligt. Når man har gættet, hvad det er Ulla har siddet i, så man samtidig få en lærerig oplevelse, og læse en uddybende historie om dette naturfænomen.
Foto: Ulla Hvejsel og Pulsk Ravn
Skal få børn ud i naturen
Udstillingen har til formål at begejstre børn og unge med viden om både kunst, kultur og historie. Samtidig skal den opfordre dem til at komme udenfor og tage ny viden ind gennem den måde naturen sætter aftryk på bagdelen, når man kommer til at sætte sig i den.
Meget mere kunst på vej
I løbet af 2019 vil man kunne opleve mange flere særprægede udstillinger for børn i Vejle.
Blandt andet kan du også snart opleve Alkymistens Laboratorium. Kunstneren Cecilia Westerberg har skabt en udstilling, med inspiration fra alkymien, hvor videnskab, kunst og magi havde lige store vægt. Udstillingen skal opleves med alle sanser og skal trække nysgerrige børn og voksne ind i en forunderlig verden af farver, lyde og naturens mystik.
Foto: Cecilia Westerberg
Desuden har kunstmuseet også den permanente udstilling Se Mig, der viser portrætkunst på tværs af tid og stilarter. Det er altid gratis at besøge udstillingerne på Vejle Kunstmuseum.