Ud af alle de danskere, der har søgt, er 10 singler blevet matchet op af eksperterne Gert Martin Hald og Mette Smidt. Singlerne bliver igen i år gift med et menneske, de aldrig har mødt før. Alt sammen for at se, om de kan skabe et godt ægteskab og finde kærligheden i det.
Som noget nyt i ’Gift ved første blik’ er der i år fem par - modsat fire i tidligere sæsoner. De skal igennem seks uger leve som mand og kone. Det er begrænset, hvad DR har røbet om de nye deltagere. Dog ved vi, at en af dem stammer fra lokalområdet. Det er Anja, som til dagligt bor i Tilst, hvor hun arbejder som marketingskoordinator.
Anja er en af de ti modige singler, der lægger deres kærlighedsliv i DRs hænder. Foto: DR
Familien spiller større rolle
I forhold til seneste sæsoner er der også foretaget nogle ændringer, der skal hjælpe de medvirkende bedst muligt gennem forløbet fra start til slut. Blandt andre bliver venner og familie inddraget mere, og sammen med programmets eksperter står de til rådighed for at støtte og hjælpe parrene, når de rammer ægteskabelige udfordringer. Derudover ser man i år, at de nygifte flytter sammen, inden de tager på bryllupsrejse for at skabe ro efter en hæsblæsende bryllupsdag.
"Missionen i ’Gift ved første blik’ er at få et ægteskab mellem to fremmede til at vokse sig stærkt og levedygtigt. Derfor bliver eksperimentet hele tiden justeret og tilpasset for at skabe endnu bedre muligheder for de medvirkende, og for at vi alle på nye måder kan blive klogere på kærlighedens og parforholdets forskellige udfordringer og muligheder," fortæller redaktør Stine Preem fra DR.
Sæsonen skydes i gang med tidligere deltagere
I år begynder sæsonen med et optaktsprogram, der sendes på DR1 den 21. august, hvor man gennem tidligere medvirkende bliver klogere på de følelser og problematikker, der kommer i spil, når man skal bygge et ægteskab op med et fremmed menneske. De giver os også en indsigt i, hvordan det er at være med i eksperimentet og hvad de har fået ud af det.
Sognepræst Michael Brautsch besøger Katrine og Michael fra sidste sæson for at få en status på deres kærlighedsliv i dag. Programmet byder også på gensyn med par, der valgte at lade sig skille, herunder Ronnie og Cecilie ligeledes fra sidste sæson, som ikke har set hinanden siden.
Optaktsprogrammet til ’Gift ved første blik’ bliver sendt på DR1 onsdag den 21. august klokken 20.45, mens den nye sæson af ’Gift ved første blik’ har premiere torsdag den 22. august klokken 20.00 på DR1.