Anja redder heksebørn i Afrika: Nu kan du høre om hendes historie

14/9/18 08:45

Henrik Rothenbücher

Anja har dedikeret sit liv til at redde "heksebørn" i Nigeria og du har nu mulighed for at høre et hjerteskærende foredrag om hendes oplevelser. De børn der ikke kan reddes, bliver udsat for den værste tortur.

Du har formentlig set Anja Ringgren Loven før. For et par år siden gik et billede viralt på de sociale medier, hvor Anja gav et lille udmagret afrikansk heksebarn vand. Anja er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der siden 2012 har kæmpet for at redde små børn, der er anklaget for at være hekse i Nigeria.

Hvis et barn i Nigeria bliver stemplet som heksebarn, vil det med alt sandsynlighed kun have ganske kort tid tilbage at leve i. Det er nemlig helt normalt i flere landsbyer, at de såkaldte heksebørn enten bliver brændt eller begravet levende.

Anja har derfor gjort det til sin livsmission at redde de børn fra en grusom skæbne, og det har du mulighed for at høre mere om.

Anja Ringgren Loven besøger nemlig Viborg Musiksal onsdag den 26. september, hvor hun vil holde et gribende foredrag om de mange oplevelser, hun har mødt på sin vej. 

Tre ud af fire blev reddet

Selvom Anja gør et storslået arbejde med at redde heksebørn i Nigeria, så må hun desværre sande, at det langt fra er dem alle, som hun er i stand til at hjælpe. Hun har derfor adskillige gange været vidne til, hvordan de her udstødte børn har mistet livet på tragisk vis.

Tidligere på året udtalte Anja sig om en situation, hvor hun sammen med DINNødhjælp formåede at redde tre ud af fire børn, som var blevet anklaget for at være heksebørn.

"Da vi ikke kunne finde den sidste, vidste vi, at landsbyen allerede havde udført ritualet på barnet, som, de mener, er en heks. Børnene bliver enten begravet levende, halshugget eller banket ihjel. I værste tilfælde bliver de trukket hen på markedspladsen, hvor de får et bildæk ned omkring sig, så de ikke kan bevæge sig, og bliver brændt levende," udtalte Anja Ringgren Loven til BT.dk i januar.

Det rørende fordrag starter onsdag den 26. september klokken 19:00, og du kan blive vidne til det for 150 kroner. Billetterne kan købes hos arrangørerne, LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne.