Hvis du ikke allerede har gættet det – så er der tale om blæksprutter! Det er nemlig både en velsmagende og bæredygtig sag, der lever i vores nære farvande.
Arrangementet hedder ”Blæksprutterne kommer,” og indeholder blandt andet et indslag af biofysiker og professor i gastrofysik, Ole G. Mouritsen, som kan fortælle, hvordan blæksprutter fra vores hjemlige farvande kan være et godt og mere bæredygtigt alternativ til tallerkenen.
Det skriver Raavareguiden.dk.
”Bæredygtig omstilling afhænger af forbrugernes adfærd – derfor er vi gået sammen med Ole G. Mouritsen og Cosmosskolen om et fagligt og sanseligt oplevelsesprogram om 'Blæksprutterne kommer', designet til at vække børns nysgerrighed,” udtaler museumsdirektør David Dupont-Mouritzen, om det lukkede dagsprogram, der går forud for aftenens gastronomiske foredrag og middag.
Den 29. november starter med, at 75 elever fra 7. klasse kommer igennem tre workshops, hvor de blandt andet skal udføre en blækspruttedissektion, høre om biologi og ernæring samt have smagsundervisning.
Blæksprutterne kommer – spis dem!
Klokken 17 starter aftenens foredrag, som er åben for alle. Her tager Ole G. Mouritsen tilhørerne med på en kulturhistorisk, naturhistorisk og gastronomisk rejse under overfladen for at besøge nogle af verdens mærkeligste skabninger, blæksprutterne, der er beslægtet med bløddyr som muslinger og snegle. De kan blive kæmpestore, men alligevel lever de kun et par år. De har blåt blod og tre hjerter, og de kan udspy kulsort blæk.
Blæksprutter har en hjerne og udviser intelligens, men sært nok sidder det meste af hjernen i armene. Deres hud kan med lynets hast skifte farve og mønstre, de kan smage med armene, og de er mestre i at forklæde sig som sten og grus. Samtidig har blæksprutter verden over og gennem årtusinder og i mange kulturer fundet vej ind i køkkenet. De er næringsrige og velsmagende. De kan blive en vigtig proteinkilde for os til at erstatte kød fra landdyr. I modsætning til mange fiskebestande er alle verdens blækspruttepopulationer nemlig i vækst.
I forlængelse af foredraget byder MS Smag på en bæredygtig gastronomisk oplevelse, når der serveres to spændende blæksprutte-anretninger.
Fakta:
Foredraget starter 17.00 og koster kr. 100,- for foredraget alene og kr. 245,- for foredraget og to spændende blæksprutte-anretninger
Billetter til foredraget med og uden middag kan købes her.
Om Ole G. Mouritsen:
Ole G. Mouritsen er biofysiker og professor i gastrofysik og kulinarisk fødevare innovation ved Københavns Universitet og har gennem en længere årrække interesseret sig for videnskaben bag maden og smagen. Han har skrevet flere populærvidenskabelige bøger om føde fra havet, for eksempel om sushi, tang, umami og senest blæksprutter.
Om Fiskeri- og Søfartsmuseet:
Fiskeri- og Søfartsmuseet er Danmarks museum for relationerne mellem mennesket og havet. Siden 1968 har de samlet og formidlet Danmarks maritime historie.