Bryggen fyldes med (u-)hygge til Halloween

Af: Helge Rahbek

|

10/10/2018

Et nyt Halloweenkoncept i Bryggen skal i uge 42 og 43 omdanne Vejles største shoppingcenter til et uhyggeligt, men forhåbentligt også sjovt, besøg for kunderne.

Lige nu læser andre også

Der er uhygge for alle pengene i Bryggen fra mandag den 15. oktober til søndag den 28. oktober. Det er de vejlensiske event-magere fra Dystopia, der har specialiseret sig i at skræddersy uhyggelige events, som står bag forvandlingen af Bryggen, hvor børn og voksne bliver inviteret til Halloweenfest.

Konceptet hedder Haunted House, og det meget uhyggelige hus indrettes i et lokale på 1. sal i Bryggen. Haunted House er en horrorlabyrint af skræmmende og forstyrrende rum, som man går igennem. Og det er gratis at besøge huset. 

Ved siden af Haunted House har Dystopia omdannet et lokale til et uhyggeligt showroom, hvorfra de vil sælge Halloween-udstyr.

”De fylder butikken op med uhyggelige kostumer, udstyr og masker så det bliver muligt at forsyne sig i en grad, der kan imponere vennerne. En sidegevinst er, at det giver ekstra i slikspanden, jo mere uhyggelig man er klædt ud, når man er ude på sin Trick or Treat-tur,” siger Linda Schulz, som er center koordinator i Bryggen.  

Foruden besøg i Haunted House så kan børnene nemlig også løbe på Trick or Treat-jagt i Bryggens butikker, og der er selvfølgelig præmier for at gennemføre løbet.

Det er dog ikke det eneste, man kan vinde. For Bryggen uddeler hver søndag i perioden også et gavekort på 500 kroner til den bedst udklædte gæst. Og der skal meget til at imponere dommerne, da det er folkene fra Dystopia, der skal vælge ugens bedst udklædte.

Dystopia står blandt andet bag det årlige Horror Run i Mørkedal-skoven, hvor modige løbere bliver jagtet gennem skoven af uhyggelige skabninger som denne. Foto: Tinaliv.com

Hele Vejle bliver uhyggelig til Halloween

Bryggens nye Halloweenkoncept står ikke alene, da City Vejle i år også giver den fuld gas med Halloween-aktiviteter.

”Det er helt naturligt for os at være en del af den aktivitet, som City Vejle sætter i gang. På den måde kan vi alle være med til at løfte niveauet og skabe oplevelser, der er så interessante, at folk vil køre langt for at deltage. Så vi er glade for, at vi her fra Bryggen kan bidrage med underholdning og tiltrække endnu flere folk til Vejle,” forklarer Linda Schulz.

Fredag den 26. oktober klokken 17 starter en kæmpe åbningsparade med optog gennem Vejle midtby arrangeret af City Vejle. Et optog med masser af gys og gru for både børn og voksne. Samme aften har Bryggen derfor valgt at udvide sine åbningstider, så alle butikker holder åbent til kl. 21.00, så de mange gæster i byen har muligheden for at slutte aftenen af med en shoppingtur.

 

Anbefalet til dig