Nu har Aalborg fået sig en vaskeægte verdensmester. Det drejer sig om Camilla Behr Carlsen, der netop har vundet Pole Theatre World, som verdensmesterskabet i poledance kaldes. Hun vandt i kategorien "pole art".
Verdensmesteren selv udtrykker stor bejstring på Facebook.
“Jeg gjorde det sgu! I går aftes gik en drøm i opfyldelse, da jeg vandt i kategorien “pole art” ved Pole Theater World,” skriver Camilla Behr Carlsen - inden hun tilføjer: “Før nogen af jer spørger mig, hvad mit næste mål er, så er svaret, at det har jeg ingen idé om, men jeg bliver formentlig et par dage i min seng.”
Camilla har for længst slået sit navn fast i dansk pole dance. Hun kan prale af at være tredobbelt danmarksmester, ligesom hun også har stillet op med danseformen i underholdningsprogrammet "Danmark har talent". Når hun til dagligt udøver sin dans, sker det som regel under kunstnernavnet Molly Pretzel. Derudover har hun en studeret AP Sport og Eventmanagement og så har hun en bachelor i International Hospitality Management fra UCN.
Når Camilla Behr Carlsen ikke optræder eller træner, så fungerer hun som administrerende direktør for House of Concrete, som hun ejer sammen med sin kæreste. House of Concrete er et træningscenter, der specialiserer sig i, at medlemmerne kan dyrke de niché sportsgrenen, som de synes er interessante. Lige i øjeblikket er der undervisning og træningsfaciliteter til bl.a. at dyrke parkour, poledance, udstræk og en helt række andre sportsgrene.