Den næste uge står selvsagt i julens tegn. Som altid kommer julemanden på besøg, men der er også andre ting på programmet i denne uge, som må siges at være børnenes uge. Der er få ting på programmet for voksne, men julen er jo også børnenes fest.
Julemanden bliver sunget ind på havnen
Fredag den 30. november byder man traditionen tro julemanden velkommen på havnen, når han kommer sejlede ind, og bliver sunget i havn af nissekoret. Herefter vil der være juleoptog hele vejen op til KUBEN, hvor borgmester, Peter Sørensen, tænder julelysene på gågaden.
Man kan møde julemanden hele julen i BytorvHorsens, og på gågaden kan man hver dag køre en tur i juletoget med nissemor og julemanden. Det koster 20 kr. pr. person at få en tur i juletoget, og det kører fra torvet hver halve time.
Pariserhjul på Torvet
På torvet kan du fra den fredag den 30. november finde et stort pariserhjul. Du får virkelig mulighed for at opleve Horsens foroven i det 22 meter høje pariserhjul, og så er det ovenikøbet gratis at få en tur. Pariserhjulet er åbent helt til den 21. december.
Julehygge hos BytorvHorsens
Første søndag i advent kommer Gurli Gris på besøg i BytorvHorsens, hvor de mindste kan synge med, når hun optræder med sit forrygende juleshow. Bagefter vil der være mulighed for meet&greet, hvor børnene kan få et knus og få taget billeder med den populære gris.
Læs mere om Gurli Gris’ Juleshow her.
Hos BytorvHorsens kan du lørdag og søndag gennem hele julen udfolde dine kreative evner, og lave julepynt, smykker og andre fine julegaver, når det kreative juleværksted slår dørene op.
Arrangementet finder sted alle lørdage og søndage i december fra kl. 11.00-15.00. Alle kan deltage til den nette sum af 20 kr. hvoraf beløbet går ubeskåret til Dansk Folkehjælp.
Se mere om juleværkstedet her.
Jubilæumsshow med Birthe Kjær
Det voksne publikum skal dog ikke snydes denne uge. Er man til dansktopmusik, så kan man komme med til det helt store show, når Birthe Kjær afholder sit storslåede 50 års jubilæumsshow i Forum Horsens. Showet løber af stablen søndag den 2. december.
Læs mere om jubilæumsshowet her.
Stand-up med Elias Ehlers
I denne uge er der kommet en komiker på programmet, når Elias Ehlers gæster Horsens Ny Teater onsdag den 28. november. Elias Ehlers turnerer i øjeblikket med sit tredje one-man-showet ”Far”, der handler om Elias´ første år som nybagt far.
Topkamp i Superligaen
Det er måske ikke alle, der vil betegne denne kamp som en topkamp, men er man fra Horsens, så er alle kampe mod FC København i den liga. Københavnerne ligger side om side med FC Midtjylland i toppen af tabellen, men når de gæster CASA Arena, håber vi på, at AC Horsens kan rykke sig lidt tættere på en plads i mesterskabsspillet, så de kan overgå sidste års præstation.