Dragende aktiviteter i vinterferien i Bryggen

01/02/2019

Helge Rahbek

Tegnekunstneren Kasper Købke vil kyndigt give gode fifs til både børn og voksne.
Bryggen i Vejle håber på stiv kuling i vinterferien. Så er det nemlig både shoppingvejr og dragevejr.

Mest læste i dag

Vejles største shoppingcenter inviterer børn og deres forældre til Drage-uge i vinterferien, hvor der i et til lejligheden opført Drageværksted vil være spækket med vinter-aktiviteter for børn. Blandt andet får Bryggen besøg af en af Danmarks absolut dygtigste tegnere, som vil lære både børn og voksne gode fif til tegnekunsten.

”Hvis mor og far har brug for at shoppe i ro og mag, så har de mulighed for at ’parkere’ børnene i vores Drageværksted. Her kan børnene bygge deres egne flyvedrager, og så har de blandt andet også mulighed for at blive malet i ansigtet, så de selv kan komme til at ligne en drage. Hele uge 7 vil der komme skiftende aktiviteter i Drageværkstedet, så der er helt sikkert noget for ethvert ferieramt barn,” fortæller Linda Schulz, som er Marketingskoordinator i Bryggen.

Tegneworkshop med kunstner

Onsdag d. 13. februar kommer den anerkendte kunstner Kasper Købke på besøg i Bryggens Drageværksted for at holde tegneworkshop for Bryggens gæster. 

Kasper Købke er autodidakt kunstner og tegner ekstremt foto-realistiske og store værker. I 2010 blev han kåret til årets danske kunsttalent, og i 2017 modtog han H.C. Andersen Prisen for sin H.C. Andersen-eventyrbog med 67 minutiøse kunsttegninger.

”Det er lidt af et scoop, at det er lykkedes os at få Kasper Købke til Vejle i vinterferien. Jeg kan kun opfordre folk til at komme forbi til hans workshop, der er ingen tvivl om, at det bliver en kæmpe oplevelse,” siger Linda Schulz. 

Programmet for vinterferien i Bryggen:

Drageværkstedet er åbent fra den 10. til den 16. februar fra klokken 11 til 14 i Plateuaet på 1. sal.

Søndag og torsdag: Byg en flyvedrage

Mandag og fredag: Bliv ansigtsmalet og byg en drage

Tirsdag og lørdag: Dekorer kager i dragefarver

Onsdag: Tegneevent med kunstner Kasper Købke med drage tema

Alle dage (undtagen onsdag): Konkurrence. Vind præmier med ”Sådan træner du din drage 3”

Anbefalet til dig